En stribe spillere forlader TTH Holstebro, hvor man skal i gang med at bygge et nyt kvindehold op.

Holstebro. Lidt overraskende ligger håndboldkvinderne fra TTH Holstebro solidt placeret blandt de otte hold, der får adgang til slutspillet.

Men uanset hvordan det går i resten af denne sæson, står det klart, at holdet kommer til at se helt anderledes ud på den anden side af sommerferien.

I alt fem profiler har besluttet at fortsætte karrieren i andre klubber, skriver TTH i en pressemeddelelse.

Pauline Bøgelund har skrevet kontrakt med Viborg, og også Line Mai Nørgaard og Ida Vium forlader Holstebro.

Tidligere er det blevet meldt ud, at Annette Jensen skifter til Team Esbjerg, mens Stine Andersen skal til Viborg.

- Vi vælger at være stolte over, at vi kan blive ved med at udvikle ligaprofiler, og vi er klar til at fortsætte dette arbejde, siger træner Pether Krautmeyer i en pressemeddelelse.

- Sammen med det sportslige udvalg omkring dameholdet går vi nu i gang med at sammensætte truppen til næste år, og jeg er sikker på, at vi kommer til at få en spændende trup med masser af potentiale, siger han.

TTH Holstebro er lige nu nummer syv i HTH Go Ligaen med 13 point for 11 kampe. Der er fem point ned til pladserne under slutspilsstregen.

/ritzau/