Danskerne elsker fortsat at se EM i håndbold på trods af et tidligt dansk exit.

Det viser seertal fra weekenden.

610.000 i snit. Så mange danskere sad klistret til skærmen søndag aften, da Norge og Sverige bragede sammen i mellemrunden. Det er flere seere end på nogen anden kanal i det tidsrum.

Fra fredag til søndag blev der vist fire kampe på TV 2 og fem kampe på TV 2 Sport. Samtlige kampe havde over 100.000 danske seere i snit.

Danske fans under EM kampen mellem Island og Ungarn i Malmö Arena onsdag den 15. januar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Danske fans under EM kampen mellem Island og Ungarn i Malmö Arena onsdag den 15. januar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den mindst interessante kamp for seerne var Hviderusland-Tjekkiet med 110.000 seere i snit lørdag eftermiddag på TV 2 Sport. Til gengæld viste samme kanal Slovenien-Ungarn søndag eftermiddag. I det tidsrum var sportskanalen den meste sete i landet med 179.000 seere i snit.

Den fortsatte interesse for EM for danskerne skyldes specielt én ting, hvis man spørger John Jäger, der er chefredaktør hos TV 2 Sport:

»Grunden, til at de har så gode seertal, kan være, at vi sender meget fra den danske håndboldliga også, og der er mange spillere i den danske liga, der spiller for Island og Norge. Flere af de andre lande har spillere, der også har spillet i den danske liga. Så det tror jeg personligt er medvirkende til, at der er mange danskere, der gerne vil følge med i alle kampene.«

Tirsdag og onsdag aften bliver der på TV 2 også brugt tre timer på Norges to kampe mod Island og Slovenien. De tre timer begge aftener skyldes, at en stor del af den danske befolkning ser med:

»Seertallene er gode. Det er klart, at det havde været bedre, hvis Danmark spillede. Men der er ikke nogen Premier League-kampe eller Champions League-kampe, der kan matche de seertal. Når kampene bliver lagt på vores hovedkanal, så er det, fordi det er noget, danskerne gerne vil se. Så det er helt vores eget valg at bruge de timer i sendefladen på det.«

»Hvis ikke der var nogen, der så det, så havde vi sendt noget andet, men det er ikke tilfældet,« siger John Jäger.

TV2 sender også semifinalerne, bronzekampen og finalen på hovedkanalen.

Du kan også følge EM-finalen søndag den 26. januar live lige her på bt.dk.