Norge nåede op på fire point i mellemrunden ved EM i håndbold, da Serbien sikkert blev slået.

De norske håndboldherrer skulle lige i gang, men så endte det med en sikker sejr over Serbien ved EM i håndbold.

Dermed fik Norge en fornem indledning på mellemrunden med sejren på 32-27.

Norge fik gang i kontraspillet i anden halvleg og trak fra serberne og nåede dermed op på fire point i gruppe 1, mens Serbien forbliver på nul point efter første kamp i mellemrunden.

De to hold gik til pausen med 17-17 efter en første halvleg, hvor den tidligere Aalborg-spiller Sander Sagosen med fem scoringer førte an hos nordmændene.

Norge var både foran 10-8, 12-9, 14-11 og 15-12, inden Darko Dukic med Serbiens tredje scoring i træk fik udlignet med fire minutter igen af halvlegen.

Magnus Jøndal sikrede 17-17 et halvt minut før pausen efter 30 lige minutter, hvor serberne viste optimisme med flere stærke scoringer, mens det norske forsvar ikke for alvor formåede at dæmme op for de serbiske afslutninger.

Petar Nenadic leverede fire scoringer i første halvleg for Serbien, men Norge kom farende ud til anden halvleg.

Efter 18-18 scorede nordmændene fire mål i træk uden at indkassere og bragte sig foran 22-18.

Herefter bølgede det frem og tilbage, inden Kristian Bjørnsen helt fri fra stregen bragte Norge foran 29-24 med lidt over ti minutter igen.

Sander Sagosen og Bjørnsen øgede til 31-24, og løbet var efterhånden kørt for Serbien.

En scoring efter en kontra til 32-26 af Bjørnsen med fire minutter igen betød, at Serbien ikke længere kunne komme tilbage, og det kun handlede om størrelsen på den norske sejr.

Sander Sagosen og Kristian Bjørnsen scorede begge otte mål for Norge, som senere i mellemrunden møder Kroatien og Sverige.

Nordmændene skal i kamp igen ved EM lørdag, hvor modstanderen er Kroatien.

/ritzau/