Trine Østergaards far var altid på lægterne, når hans yngste datter trak i landsholdstrøjen og repræsenterede Danmark.

Den 31-årige håndboldspiller havde altid sin fars støtte, men pludselig en dag var han her ikke mere.

I februar 2021 valgte han at tage sit eget liv. Familien havde ingen anelse om, at Trine Østergaards far kæmpede en indre kamp. Det fortæller hun i et meget åbent interview med Jyllands Posten.

Her stiller hun sig første gang frem og fortæller historien, fordi hun har lært at leve med både sorgen over tabet af familiens samlepunkt og det efterfølgende savn.

»Efter hans død følte jeg, at jeg gik med et skilt i panden, hvor der stod, at min far havde begået selvmord. Jeg var fyldt af skam. Ikke over ham, men hele situationen var så tabubelagt, at min mor, to storesøstre og jeg skulle finde ud af, hvem af os der skulle handle til aftensmad, for det var så grænseoverskridende at gå uden for døren. Alle kendte ham, men de færreste turde at tale med os,« siger Trine Østergaard til Jyllands Posten.

Hun og familien får aldrig svar på de mange spørgsmål, der var forbundet med den tragiske hændelse.

For faren var der altid for Trine Østergaard og hendes søstre. Han var med til at heppe på hende til samtlige af hendes første 131 landskampe – uanset hvor landskampene blev spillet.

Nu skal Trine Østergaard snart til at tage hul på sin 10. slutrunde med Danmark, når hun rejser til den kommende EM-slutrunde i  Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro uden farens opbakning på tribunerne.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den første landskamp uden ham på lægterne var meget svær at komme igennem for Trine Østergaard. Det var et opgør mod Østrig i Horsens, hvor hun havde svært ved at tænke på andet end, at faren ikke var blandt resten af hendes familie på tribunen.

Nu har Trine Østergaard accepteret, at sorgen over tabet er noget, som hun accepterer er en del af hende. Hun er glad for tilværelsen, men savnet efter ham vil altid være der.