Efter syv år med succes og flere DM-medaljer siger Skjern Håndbolds træner, Ole Nørgaard, stop.

Han indstiller karrieren som professionel træner, når den indeværende sæson er ovre.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

»Jeg vil gerne takke alle spillere, stab og de ledere, som har været med mig på vejen. Jeg har ikke mere til gode og føler selv, at jeg har fået bidraget med det, jeg ville og det, jeg kunne.«

»De sidste hængepartier er at jagte DM-medaljer og avancement i Champions League, og det vil jeg arbejde hårdt døgnet rundt i den resterende del af sæsonen for at opnå,« siger Ole Nørgaard i pressemeddelelsen.

I den seneste sæson vandt Skjern DM-guld foran Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og GOG.

I Champions League spillede holdet søndag næsten lige op med Mikkel Hansen og resten af det stjernespækkede mandskab fra Paris Saint-Germain, der dog endte med at vinde 26-24. Den 54-årige Ole Nørgaard overtog cheftrænerstolen i Skjern i 2012, og bestyrelsesformand Carsten Thygesen er stolt af at have haft Nørgaard i spidsen for holdet.

»Med Ole Nørgaard i spidsen har vi skabt unikke præstationer i ind- og udland, været i ni finaler og rykket os op som en fast bestanddel i toppen af dansk herrehåndbold.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Ole Nørgaards resultater i Skjern taler deres helt eget sprog,« siger han.

Skjern ligger aktuelt på en ottendeplads i herreligaen, efter det er blevet til fire sejre og fire nederlag i den igangværende sæson.

Ole Nørgaards har i sin karriere også været træner for det danske U-landshold, BSV og Team Esbjerg.

/ritzau/