Der har ikke været meget at juble over for den danske håndboldgigant KIF Kolding i indeværende sæson.

Og nu står den hæderkronede klub så over for direkte nedrykningskampe efter en historisk dårlig sæson.

»Spillerne har simpelthen været hårdere ramt mentalt, end hvad jeg turde drømme om,« fortæller træner Lars Rasmussen til B.T. Sport.

Men hvorfor spillerne er så langt nede, vil Rasmussen ikke udtale sig om. Nu gælder det om at se fremad for klubben.

Kasper Irming er en af KIF Koldings store profiler.
Kasper Irming er en af KIF Koldings store profiler. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Det er en kombination af spillerskader og en forslået mentalitet på Kolding-mandskabet, som har gjort, at de nu står over for de frygtede nedrykningskampe.

»Groft sagt, så føler jeg, at jeg har overtaget et skib, som er sunket. Fire motorer er ødelagt, den ene forsøger at komme tilbage, men når den gør det, så kommer der et nyt slag qua en skade eller et dumt nederlag,« siger Lars Rasmussen, som overtog mandskabet efter Niels Frederiksen i februar.

Holdet befinder sig i en zone, hvor det mentale har fået overtaget på banen. Og det er en situation, som man ikke bare ændrer på en måned, fortæller træneren.

»Det har været svært at få løftet spillerne op til at kunne bevare troen i situationer, hvor vi faktisk har spillet godt. Det har desværre stadig været angsten på det mentale niveau, som har overtaget frem for de gode præstationer, som de jo også har leveret,« siger Lars Rasmussen.

Det har som nævnt heller ikke gjort det lettere for Kolding-klubben, at de har været ramt af skader gennem hele sæsonen. Her tæller blandt andet profilerne Alexander Morsten, Mattias Thynell, Cyril Viudes og Olafur Gustafsson.

Holdet har derfor sommetider været nødsaget til at anvende nogle alternative opstillinger under træning. Her har holdets fysioterapeut måttet agere fløjspiller, og en tredje målmand har dækket den anden fløj. Og nå ja, en ekstra fysioterapeut som stregspiller.

»Faktum er, at du spiller, som du træner. I morgendagens kamp er det måske Kasper Søndergaard, som spillerne står overfor, men under træningen er det vores fysioterapeut. Det er en meget farlig kombination mod spillere, som i forvejen kæmper hårdt for at komme ovenpå,« siger Lars Rasmussen.

Rasmussen vil da heller ikke udnævne KIF Kolding som favoritter i nedrykningskampene mod Tønder, og det er på baggrund af klubbens resultater i sæsonen. Men hvis holdet rammer deres potentielle niveau, så er han sikker på, at hans mandskab klarer opgaven. For holdets fighter-instinkt er det stærkeste, de har.

KIF Koldings Kasper Irming og Cyril Viudes i aktion for klubben i 2015.
KIF Koldings Kasper Irming og Cyril Viudes i aktion for klubben i 2015. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Vi burde saftsuseme kunne vise, at vi er et ligahold, og hvis Tønder vil forbi os og spille liga-håndbold næste år, så skal de kunne mærke, at det kan de godt glemme,« fastslår han.           

Der er ingen tvivl om, at Rasmussen har stor selvtillid til egne evner og ikke mindst holdets kunnen. Men når man spørger ind til en eventuel nedrykning, så er han klar i mælet.

»Jeg vil være dybt ulykkelig, hvis jeg er en af dem, der er med til at rykke Kolding ned,« siger han.

KIF Kolding har tilkaldt klubkoryfæet Lasse Boesen til trænerbænken som assistance til Lars Rasmussen i kampene mod Tønder. Den første af nedrykningskampene spilles fredag den 10. maj klokken 18.30 i Sydbank Arena, Kolding.