Det er yderst svært at finde homoseksuelle i dansk herrehåndbold, selv om alle undersøgelser viser, at mellem syv til ti procent af alle er det.

I en rundspørge, TV2 har lavet i august, giver kun en herre sig til kende som homoseksuel, og han ønsker at være anonym. 118 er blevet spurgt.

Og nu fortæller træner Kevin Arildtoft Moer, der selv er homoseksuel og tidligere træner for TMS Ringsted i Herre Håndbold Ligaen, hvorfor flere ikke vil stå frem. Der er simpelthen ikke 'plads' til dem, mener han.

»Det har i hvert fald sat nogle begrænsninger for mig. Når du står i de der en-til-en-situationer, holdsamtaler eller gruppesamtaler, hvor du måske gerne vil fremstå på en bestemt måde. Der er der nogle tidspunkter, hvor jeg ikke har givet mig selv 100 procent. Fordi jeg har været bange for, hvordan omverdenen ville reagere på det, siger han til TV2.

Kevin Arildtoft Moer er selv stået frem efter endt tid som håndboldtræner for herrer.

»Dengang, jeg levede af at være håndboldtræner, havde jeg et princip om, at jeg skyndte mig at gå, inden de begyndte at tage tøjet af i omklædningsrummet. Det var vigtigt for mig at signalere det klart og tydeligt. Også fordi jeg ikke kunne vide, om nogle havde hørt noget ad omveje. Men det er klart, hvis nogle har konfronteret mig med det, har jeg altid svaret ærligt,« tilføjer Moer.

I dag er Moer træner for et damehold i 3. division, og han mener, at hans seksualitet har haft negativ indflydelse på, hvad han kunne have opnået som træner på herresiden.

Ifølge TV2 viser en rundspørge, at én ud af tre i herrehåndbold kender til homoseksuelle, mens godt hver fjerde har spillet sammen med én.