Med ti mål var Bo Spellerberg manden bag storsejr til KIF Kolding København. Også Skjern hentede overbevisende sejr.

Helt som ventet var Skive ikke noget problem for KIF Kolding Københavns stjerner, der vandt 29-20 over skibonitterne.
Dermed har Kasper Hvidt og co. maksimumpoint efter otte kampe i Herre Håndbold Ligaen. Modsat er Skive end ikke noteret for et eneste.

Landsholdsspilleren Bo Spellerberg viste endnu en gang, at han er brandvarm i øjeblikket. Med ti scoringer blev bagspilleren kampens topscorer. Dermed fortsætter han den opadgående formkurve, der for nylig fik landstræner  Ulrik Wilbek til at efterudtage ham til Golden League i Norge i næste måned.

Skives Stefan Nielsen viste også fin målnæse med otte scoringer for hjemmeholdet. Det rakte dog ikke til point for hjemmeholdet, der stadig ligger sidst i ligaen.

Længere sydpå tog Skjern imod Bjerringbro/Silkeborg. Her viste hjemmeholdet prøver på den styrke, der kan gøre dem i stand til at drille KIF Kolding København i kampen om DM-guld. I hvert fald viste de ingen nåde over for Bjerringbro/Silkeborg, der blev besejret 31-20 efter en pausestilling på 14-11. Det var Skjerns fjerde sejr i træk over BSV.

Landsholdsspiller Henrik Møllgaard sendte kuglen i nettet syv gange for de grøn-blusede, mens BSVs Theis Baagøe med fem scoringer forgæves gjorde sit for at drille Skjern-mandskabet.
Med sejren er Skjern på andenpladsen med 14 ud af 16 point.

Aftenens øvrige kampe i Herre Håndbold Ligaen endte med følgende resultater:

Mors/Thy - Holstebro: 20-30
Skanderborg - Sønderjyske: 32-35
Ringsted - GOG: 20-32