I slutningen af maj dømte Henrik Mortensen kvindernes DM-finale mellem Team Esbjerg og Nykøbing Falster.
Men nu er han blevet droppet som ligadommer i Danmark efter 24 års tro tjeneste.
Et valg, Henrik Mortensen er dybt uforstående overfor. Det fortæller han til TV Midtvest.
Til mediet siger han, at han både er ked af det, skuffet og ikke mindst sur på de mennesker, der har truffet beslutningen.
»Der er personer, som jeg intet skal have med at gøre i mit liv mere,« lyder det kontant fra den rutinerede topdommer.
Ifølge Henrik Mortensen ville nogle af med ham, og dermed er der tale om personlige årsager til, at han nu er blevet vraget.
Om det er sandheden, vil Bjarne Munk Jensen, der var formand for elitedommerudvalget, da beslutningen blev taget, ikke fortælle.
»Ved du hvad? Det er personsager, der er afgørende for, at vores kabale, som den nu er lagt i det tidligere dommerudvalg, er lagt, som den er her,« siger han til TV 2 Sport og slår fast, at han ikke vil uddybe yderligere.
50-årige Henrik Mortensen debuterede som ligadommer i Danmark i 2000, og siden 2005 har han dømt internationale kampe.
Jesper Kirkholm Madsen, som i mange år har dømt sammen med Mortensen, vil nu få en anden makker.