Når man vejer 100 kilo fordelt på næsten to meter, kan det være lidt af en udfordring at være større end gennemsnittet.

Hos stjernerne på det danske håndboldlandshold er fysikken i højsædet. Især hos blandt andet veteranen Henrik Møllgaard, der tårner højt op i det danske forsvar.

For Aalborg-spilleren er det ikke uvant, at tæerne stritter ud over hotelsengen.

»Jeg har i forvejen en dum tendens til at lægge mig langt ned i sengen, så tæerne stritter ud over uanset hvad. Det gør mig ikke så meget. Men sengene her i Ungarn er utrolig bløde. For os, der vejer omkring de 100 kilo – og vi har også nogle, der vejer noget mere – der kan det godt begynde at sætte sig i skroget,« siger Mølgaard og fortsætter:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg tror kun, jeg har oplevet det ved slutrunden i Danmark, hvor alle Scandics senge blev skiftet ud og blev både længere og mere faste. Det var en fantastisk service, men det oplever vi selvfølgelig ikke alle steder,« siger han.

Det er da heller ikke altid, det har været lige nemt at finde et par bukser, der sidder til på de længe stænger, fortæller han.

»Jeg er lidt dårligt sammensat. Jeg består af to tredjedele ben. Jeg har været i en del par bukser, der ikke har siddet lige i skabet. Men jeg har kæmpet mig fint ud af det og har fundet fred med min krop,« smiler han.

Med sine 37 år på bagen og sine mange år på håndboldbanen kan Møllgaard også mærke, at kroppen skal behandles på en lidt anden måde.

Det betyder faktisk, at han ikke er så glad for pauser fra træningen.

»Min krop har faktisk bedst af at være i gang, selvom det kan virke bagvendt. Tidligere har jeg sagtens kunnet tage dage fri. Når vi har fem-seks ugers sommerferie, har jeg kunnet smække benene op det første par uger – og så køre hårdt på derefter. Nu kan jeg ikke holde til mere end et par dage,« siger han.

For ham er det vigtigt at holde kroppen i gang hele tiden.

»Det er måske egentlig meget godt. Jeg har fundet en rytme, hvor det går fint med at være i gang. Det handler om at være stærk omkring muskulaturen omkring mine knæ. Sidder jeg ude i nogle dage, spænder det i læggen eksempelvis. Nu handler det om at holde mig i gang, og så er jeg taknemmelig for at få penge for at holde mig i form,« siger han.

Danmark møder Holland mandag i den næste mellemrundekamp.

Andre læser også