»Det er trist.«

Sådan lyder det fra den tidligere landsholdsstjerne, Jesper Jensen, om det tidlige EM-exit.

»Jeg er rigtig trist på dansk håndbolds vegne. Jeg er ked af det på spillernes vegne. Der er ikke nogen, der vil det mere end dem. De er enormt kede af det. Det kan man også se på måden, de spiller mod russerne. Det gør ondt helt ind i sjælen,« fortæller han til B.T.

Onsdag aften stod Danmark i en situation, hvor de først skulle bruge en islandsk sejr. Dernæst skulle de selv slå Rusland.

Dansk håndbold skal hænge i for at være med i toppen.

Men Island tabte, og dermed blev danskerne sendt ud af årets EM, før det for alvor nåede at blive sjovt.

Og spørgsmålet er så, hvordan det endte sådan, efter et VM i 2019, der kastede guldmedaljer og hyldest på Rådhuset af sig.

»Jeg synes, Svan sagde det meget godt i går (tirsdag, red.) aftes. Man kan se, hvor meget selvtillid betyder. Man kom fra et VM i januar, hvor man kunne gå på vandet og spillede en af de bedste landskampe nogensinde ved at vinde semifinalen over Frankrig nede i Tyskland, og så pludselig har man næsten svært ved at kaste og gribe,« siger 42-årige Jesper Jensen, der i dag er træner for Team Esbjerg.

»Det er ikke fordi, spillerne er blevet dårlige, for de præsterer stadig på deres klubhold, men der har lige været noget kemi og faktorer rundt omkring, der gør, at man bare ikke rammer det. Så er det svært. På en eller anden måde midt i den kæmpe skuffelse er det rart for andre håndboldspillere rundt om i verden at se, at selv verdens bedste kan falde sådan igennem. Det er noget mentalt, en udfordring der har været. Vi har stadig hvis ikke verdens bedste så et af verdens bedste landshold. De har bare ikke lige ramt den de tre dage, den skulle rammes.«

Jesper Jensen er i dag træner for Team Esbjerg.
Jesper Jensen er i dag træner for Team Esbjerg. Frank Cilius

Han påpeger også Magnus Landins fravær som en udfordring. Det har betydet, at Mikkel Hansen har haft svært ved at komme ind i kontrafasen.

Der har manglet flow i spillet, og så har det nye EM-format haft stor betydning også.

Der har været pres på fra start, og at både Frankrig og nu også Danmark er røget tidligt ud, har ifølge Jesper Jensen vidnet om, at det nærmest har været 'vind eller forsvind' fra dag ét.

»Du skal være heldig, hvis du taber en kamp, at det skal være den rigtige kamp. Der er ikke plads til meget slinger i valsen, og der fik Danmark det forkerte ben ud af sengen mod Island, der altid er gode i turneringen, og så blev vi nervøse allerede på grund af kampens bevågenhed og risiko, da vi spillede mod Ungarn,« siger Jesper Jensen, der dog spår, at det tidlige og chokerende exit er en engangs-forseelse.

Og det er et exit, der viser, at der ikke er noget, der er en selvfølge i håndbold, slår han fast.

»Toppen er mere spændende, og det er måske bare en hverdag, vi skal til at vænne os til. At det ikke er en selvfølge. Dansk håndbold skal hænge i for at være med i toppen,« siger Jesper Jensen, der stoppede på landsholdet i 2011.

Han fik debut i de rød-hvide farver i 2001, og han nåede at spille 120 A-landskampe og score 238 mål.

Han var med, da Danmark i 2008 vandt EM-guld ved slutrunden i Norge.