Den tidligere landsholdsmålmand Michael Bruun har gjort comeback - kortvarigt. Han trådte til målmand for barndomsklubben HRH74 Roslev i 2. division.

Forhistorien var den, at HRH74 havde en målmand skadet og en målmand syg, og derfor havde holdlederen ringet til Michael Bruun, der til dagligt er træner-assistent i liga-klubben Team Tvis Holstebro.

Over for sport.tv2.dk kalder Michael Bruun det for en sjov oplvelse at få comeback på divisions-niveau. Han skønner selv, at han havde en redningsprocent på 33. Men han regner ikke med at spille fast igen.

»Det var barndomsklubben, som jeg har spillet for i mange år. Og det var det eneste, der kunne få mig tilbage på banen. Det var sjovt, men jeg går ikke og håber, de ringer igen,« siger Michael Bruun, som spillede 83 landskampe for Danmark i perioden 1999-2008.

Hornbæk endte med at vinde den kamp i den tredjebedste række, som Michael Bruun var med i med 29-28.