Søren Rasmussen, der netop har indstillet karrieren, skal være med til at opfostre kommende klassemålmænd.

Den tidligere håndboldmålmand Søren Rasmussen tiltræder i et job som træner for dansk håndbolds største målmandstalenter.

Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

- Jeg har mange ting med i bagagen og har prøvet rigtig mange forskellige målvogtertrænere.

- Så jeg glæder mig til at dele ud af de erfaringer både i forhold til det taktiske og tekniske, men også i forhold til det mentale aspekt, siger Søren Rasmussen.

45-årige Rasmussen indstillede sin aktive karriere efter den forgangne sæson i Ribe-Esbjerg, hvor han var tiltrådt i 2018.

Han havde blandt andet fire år i den tyske storklub Flensburg-Handewitt fra 2010 til 2014, hvor han var med til at vinde Champions League.

Derudover tørnede han ud for de danske klubber AaB og Bjerringbro-Silkeborg.

Han har også 41 A-landskampe på cvet og toppede landsholdskarrieren ved VM i Sverige i 2011, hvor han udgjorde duoen i kassen sammen med en helt ung Niklas Landin og var med til at spille Danmark frem til den første VM-finale i 44 år.

/ritzau/