En vaskeægte harpiks-romance.

De to tidligere håndboldstjerner Louise Svalastog og Kristian Gjessing har fundet melodien sammen.

Kristian Gjessing, som mange husker som en hårdtskydende bagspiller for Skjern og Aalborg, bekræfter over for B.T., at de to i dag er kærester.

»Ja, det er korrekt. Vi har været sammen i et halvt års tid nu,« fortæller den 45-årige ekslandsholdsspiller og tilføjer:

»Vi har det super dejligt sammen.«

Den tidligere professionelle håndboldspiller Kristian Gjessing
Den tidligere professionelle håndboldspiller Kristian Gjessing Foto: danskhaandbold.dk
Vis mere

Der er indtil videre tale om et langdistanceforhold. Kristian Gjessing bor i Skanderborg – tæt på sine to døtre fra sit tidligere ægteskab med den mangedobbelte taekwondo-verdensmester Lisa Kjær Gjessing.

41-årige Louise Svalastog bor i København, hvor hun er direktør i København Håndbold. Hun har tidligere været gift med den tidligere landsholdsstjerne Bo Spellerberg, som hun har en datter med.

»Ja, vi bor lidt langt fra hinanden, men vi får det til at fungere,« understreger Kristian Gjessing.

Han blev i løbet af sin karriere noteret for 52 A-landskampe, mens Louise Svalastog fik 75 optrædener i rødt og hvidt.