Søndag aften går det for alvor løs, når Danmark møder Tyskland i den afgørende EM-finale.

Én af dem, der kan prale med at have vundet et europamesterskab med håndboldherrerne, er Lars Rasmussen, der var en del af guldtruppen i 2008. 

Til B.T. siger han, at han skal sidde på tribunen, når Mathias Gidsel og co. kæmper for Danmarks første EM-guld i 14 år på hjemmebane i Boxen i Herning.

»Vi er nødt til at tage afsted. Det er ret specielt, når man selv har været med til de her ting. Men det er en fest, og jeg tror, kampen bliver helt vanvittig,« siger han og fortsætter:

»Det bliver fuldstændig sindssygt. Og det er mod Tyskland, som vi jo er kendt for at have nogle ret drabelige opgør med.«

Alligevel er den tidligere landsholdsspiller ikke i tvivl om udfaldet.

Lars Rasmussen har selv en EM-guldmedalje. 
Lars Rasmussen har selv en EM-guldmedalje.  Foto: Claus Bjørn Larsen/CBL

»Jeg kan ikke se, at vi får de store problemer. Mon ikke vi vinder med fire-seks mål. Vi er – arrogant sagt – for dygtige.«

Efter karrierestoppet har Lars Rasmussen blandt andet arbejdet som træner – senest som cheftræner i Ringkøbing Håndbold. 

I den tid gik han internettet rundt med et klip fra omklædningsrummet, hvor han i pausen rasede mod sine spillere med ordene: 'What the fuck is going on?'

Derfor spurgte B.T., om det også ville være hans reaktion til finalen, hvis Danmark mod forventning skulle tabe.

Lars Ramussen har ligeledes vundet VM-bronze i 2007. 
Lars Ramussen har ligeledes vundet VM-bronze i 2007.  Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

»Det kunne jeg godt finde på at tænke 'what the fuck' over. For den ser jeg simpelthen ikke komme. Men så må man jo også sige, at man har tabt til et bedre hold på dagen.«

Netop tiden som træner gør, at Lars Rasmussen også hæfter sig ved landstræner Nikolaj Jacobsens mangeårige succes. 

Skulle det blive til EM-guld – den eneste store titel, der mangler på Nikolaj Jacobsens CV – vil det ifølge Lars Rasmussen være noget ganske særligt.

»Jeg kender Nikolaj ret godt og har taget masteruddannelse sammen med ham og den slags. Han er sådan en, hvor man tænker: ‘Kan det virkelig passe, at han bliver ved og ved med at få mennesker til at præstere?’«

»Det kan det åbenbart. Men det er der ikke mange, der kan. Han er helt fantastisk – både menneskeligt og fagligt.«

Du kan følge finalen i B.T.s liveblog søndag.