Islands herrelandshold sikrede sig lørdag billetten til VM i håndbold med en 34-26-sejr over Østrig.

Men den tidligere danske landstræner og nuværende træner for det islandske herrelandshold, 61-årige Gudmundur Gudmundsson, var efter kampen rasende og sendte en svada efter den islandske regering.

Årsagen? Ja, det skyldes, at Island ikke har en decideret nationalarena til det islandske håndboldlandshold, og det vækker vreden i håndboldtræneren.

»Det er uforståeligt, og det er en national skam, at regeringen er ligeglad. Og det er lige meget, hvilket parti de tilhører,« siger Gudmundur Gudmundsson ifølge islandske RÚV og anslår, at der kunne være solgt mindst 6.000 billetter til den afgørende playoffkamp.

Foto: BERNADETT SZABO
Vis mere

I stedet måtte Island sikre VM-billetten foran 1.500 tilskuere i Ásvellir-hallen, hvor det islandske landshold lejede sig ind hos klubben Haukur.

Opgøret havde været udsolgt længe før kampen, og derfor opfordrer Gudmondsson de islandske politikere til at handle snarest muligt.

»Hvad er der galt med det her land?«

»Det er utroligt mærkeligt for håndboldspillere, at der ikke er nogen nationalarena, der er kvalificeret til at kunne være vært for sådan en kamp,« lød det fra Gudmundsson, der trods alt var glad for den atmosfære, som de 1.500 håndboldfans leverede undervejs i kampen.

Islands VM-billet skal indløses i januar 2023, når Sverige og Polen er værter for slutrunden.

Den tidligere danske landstræner vender desuden tilbage til dansk håndbold til sommer, når han – ved siden af tjansen som islandsk landstræner – overtager roret hos Fredericia Håndbold i herreligaen.