»Vi er i totalt chok,« siger formanden for landets håndboldforbund.
Burundis U19-landshold har været til U19-VM i Kroatien, men ti spillere fra holdet er forsvundet sporløst.
De er ikke set siden onsdag i sidste uge.
De skulle have spillet placeringskamp mod Bahrain i den kroatiske by Rijeka, men de mødte ikke op, og ørkenlandet vandt derfor 10-0 på en walk-over.
Spillerne blev sidst set i nærheden af et studentercampus i byen – og ingen ved, hvorfor de forsvandt, eller i hvilken retning de er gået.
Politiet fortæller nu, at de har iværksat en aktion 'med det formål at finde de forsvundne personer og fastslå de faktiske omstændigheder og omstændighederne omkring deres forsvinden'.
Præsident for det burundiske håndboldforbund, Dauphin Nikobamye var helt ude af den, da han udtalte sig.
- Vi er i løbende kontakt med spillernes forældre, og vi beder alle, der kan hjælpe os med at finde vores drenge, om at gøre det. Jeg ved ikke, hvordan vi skal kunne komme hjem uden dem, sagde han til kroatiske medier .
Burundi formåede ikke at gå videre fra gruppen, hvor de mødte Iran, Sverige og Færøerne.
Danmark nåede hele vejen til finalen, hvor Spanien dog trak det længste strå. Dansk håndbold er dog i forrygende form - læs mere her.