Den danske OL- og VM-guldvinder og Thomas Arnoldsen forklarer, hvorfor han igen har måttet trække stikket.

Der er en ganske god forklaring på Thomas Arnoldsens fravær.

Han har for anden gang på få år måttet trække stikket - første gang var i sommeren 2023, lige efter han var kommet til Aalborg Håndbold fra Skanderborg-AGF Håndbold.

»I den efterfølgende periode på et halvt år blev jeg udredt og fik konstateret ADHD, noget jeg via klubbens lægefaglige team og tilknyttede ressourcer også fik en række værktøjer til at håndtere,« fortæller Thomas Arnoldsen.

Arnoldsen fik en tur på balkonen, da landsholdet blev fejret på Rådhuspladsen i København. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Selvom jeg fik det meget bedre og kunne spille håndbold igen, så gik symptomerne aldrig helt væk og blev igen gradvist værre i denne sæson. Derfor begyndte jeg i foråret på medicinering af min ADHD, hvor der efterfølgende blev sat gang i en indkøringsperiode, der betød at jeg måtte holde mig fra både træning og kamp.«

»Indkøringen af medicinen er stadig i gang og jeg har også fortsat symptomer, hvilket gør at det i øjeblikket ikke er muligt for mig at dyrke den sport jeg elsker så meget.«

»Derfor har jeg sammen med klubben valgt at trække stikket i en periode, så vi sammen kan få helt styr på situationen og jeg igen kan blive en del af holdet og bidrage på banen. Heldigvis går det fremad og jeg ser det her som et skridt til siden på min videre vej fremad,« forklarer Arnoldsen videre.

Arnoldsen og Aalborg Håndbold beder om ro i den kommende tid, så landsholdsspilleren kan komme sig.