Det bliver næppe til samlet dansk sejr i EHF Cuppens finale efter Tvis-nederlag til Metz

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det franske tophold hos håndboldkvinderne, Metz, slår sig blandt andet op på, at de så at sige har smidt de korte bukser og i stedet spiller deres kampe i små feminine skørter.

Holdet har også en fantastisk hjemmebane, hvor man ofte samler 5000 tilskuere til Metz' hjemmekampe og skaber en hektisk kulisse for de gæstende hold. Og det kan blive det store problem for Team Tvis Holstebros kvinder, når de om en uge skal spille den anden af to finaler i EHF Cuppen.

For det første opgør i Gråkjær Arena søndag gav det danske mandskab et alt andet end godt udgangspunkt før returkampen, da Metz vandt 35-31 efter 18-16 til franskmændene ved pausen.

Det blev en kamp mellem dansk tempo og hurtighed og fransk fysik, og det faldt klart ud til de franske kvinders fordel. Tvis-kvindernes forsvar havde samtidig store problemer mod blandingen af fransk, russisk og serbisk power.

Metz havde således fat i den lange ende gennem hele anden halvleg, selv om fløjen Ann Grete Nørgaard med 15 scoringer gjorde sit til at holde Team Tvis inde i kampen. Og nu er det meget svært at se, hvordan danskerne skal vende det samlede resultat til egen fordel i Metz, hvor hjemmeholdet sjældent giver noget væk.

- Vi brænder nogle dumme nogen og får ikke løbet så mange kontraer, som vi ville, sagde en skuffet Kristina Kristiansen efter nederlaget på DR1.

- Vi skal vinde, når vi scorer 31 mål, men vi brænder for meget. Jeg håber dog på revanche i næste uge, og vi kan sagtens vinde med fem, lød det optimistisk fra Tvis-topscorer Ann Grete Nørgaard.

Team Tvis Holstebros kvinder har dog en mulighed mere for at vinde en finale, idet holdet også er i DM-finalen mod FC Midtjylland - en duel over to kampe, der afvikles efter næste uges returfinale i Frankrig.

Den danske skørtejagt i EHF Cup-finalen synes dog ovre efter nederlaget hjemme i Gråkjær Arena.