Team Esbjergs bolværk neutraliserer Jesper Jensens tropper
Det ungarske storhold FTC var ikke i nærheden af at få point, da klubben søndag besøgte Esbjerg.

Det ungarske storhold FTC var ikke i nærheden af at få point, da klubben søndag besøgte Esbjerg.

Spillerne fra Team Esbjerg diskede op med en stærk indsats, da de søndag eftermiddag stod over for deres tidligere succestræner og flere tidligere holdkammerater.
I Champions League vandt vestjyderne med 29-26 over ungarske FTC, som har Jesper Jensen i spidsen og de forhenværende Esbjerg-spillere Anna Kristensen, Mette Tranborg og Michala Møller i truppen.
Dermed er Esbjerg på omgangshøjde med FTC i toppen af Champions Leagues gruppe A, hvor de to hold har hver 12 point og kurs mod turneringens kvartfinaler.
Team Esbjerg grundlagde sejren med en koncentreret og disciplineret første halvleg, hvor især defensiven stod meget stærkt.
De ellers meget stærke gæster blev konstant forstyrret af et aggressivt Esbjerg-forsvar, som gennemtvang det ene spilstop efter det andet.
FTC fik aldrig offensiven til at glide, og Jesper Jensens tropper fik kun bolden i nettet 11 gange før pausen.
I den anden ende var den danske landsholdskeeper Anna Kristensen afgørende for, at Esbjerg ikke trak længere væk, end det var tilfældet. Esbjerg førte 15-11 midtvejs.
Esbjerg-keeper Katharina Filter endte imidlertid med at vinde målmandsduellen. På den anden side af pausen løftede hun sit niveau og sluttede med en redningsprocent på næsten 40.
Offensivt holdt Esbjerg fast i tålmodige angrebsåbninger, som oftest bredte spillet meget ud og kom fløjspillerne til gode.
Mia Emmenegger og Sanna Solberg var således flittige målscorere, og selv om Jesper Jensen brugte meget tid på at studere sit taktikbræt, fandt han ikke nogen modtræk, før det var for sent.
RITZAU