Team Esbjerg vandt en tæt kamp ude over København Håndbold, der dermed tabte hjemme for første gang i sæsonen.

København. Team Esbjergs håndboldkvinder sluttede på femtepladsen i grundspillet, men har nu fået en glimrende start på DM-slutspillet med sejre over sidste sæsons finalister.

Først vandt Esbjerg over mesterholdet fra Nykøbing Falster, og lørdag eftermiddag blev det udesejr over København Håndbold med 26-25 efter en dramatisk afslutning.

Dermed tabte København for første gang på hjemmebane i denne sæson i ligaen.

Esbjerg fører nu gruppe 1 med fire point for to kampe, mens København har samme pointantal, fordi det gav to point at vinde grundspillet. Nykøbing Falster har tre point, mens Randers er uden point på sidstepladsen.

De to bedste avancerer til semifinalerne.

København kom ellers bedst fra start i kampen og bragte sig foran 5-2, men derfra scorede vestjyderne fem på stribe og kom på 7-5.

Esbjerg-føringen holdt til pausen, hvor den dog var rimelig skrøbelig på 12-11.

Straks fra anden halvlegs start blev den mere komfortabel, og Esbjerg skabte kampens første firemålsføring ved 16-12.

Men København gav ikke op foran sit talstærke hjemmepublikum, men Esbjerg-målvogter Sandra Toft Galsgaard sørgede for at gøre det københavnske comeback svært.

Landsholdsmålmanden leverede en høj redningsprocent og pillede skuddet, da Mia Rej i en kontra havde muligheden for at reducere til 19-20.

I stedet kom København på 21-22, da Ida Bjørndalen var udvist i to minutter for at skyde, efter dommerne havde fløjtet.

Men Esbjerg svarede igen ved at bringe sig på 24-21, men bare et par minutter senere angreb København for at udligne til 24-24. Men igen stod Sandra Toft Galsgaard i vejen for afslutningen.

I kampens sidste angreb havde København igen muligheden for at udligne, men trods god tid og en timeout fik holdet aldrig sat et ordentligt angreb op i de sidste sekunder.

Ganske passende fik Sandra Toft Galsgaard det sidste ord, da hun nemt reddede en fesen afslutning fra Jenny Alm.

/ritzau/