Med en sejr på fire mål tog Team Esbjerg to point i Champions League-udekampen mod Vipers Kristiansund.

Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg fik lørdag en perfekt start på mellemrunden i Champions League.

Anført af hollandske Estavana Polman og norske Kristine Breistøl vandt Esbjerg 35-31 over norske Vipers Kristiansand efter en pauseføring på et mål og bragte sig i en god position i gruppen.

Her har Esbjerg nu seks point for fem kampe. De fire af pointene er bragt med videre fra det indledende gruppespil, hvor Esbjerg sluttede på andenpladsen i sin pulje.

Sejren betød samtidig, at Esbjerg overhalede Vipers i gruppen, der består af seks hold. De fire bedste går videre til kvartfinalerne efter de sidste gruppekampe i marts.

Det gjaldt om at være klar fra start, for begge hold kom ud med stor energi. Kampen startede i et hæsblæsende tempo, og målene føg ind om ørerne på holdenes målvogtere.

Team Esbjerg stod egentlig fornuftigt i forsvaret, men nordmændenes kontrabølger havde vestjyderne svært ved at dæmme op for.

Ingen af holdene havde held til at slå et hul til det andet, før Vipers-spilleren Marta Tomac scorede til 12-10 efter 20 minutter.

Forspringet blev dog hurtigt hentet af Esbjerg, som selv kom foran, da den hollandske stjernespiller Estavana Polman hamrede bolden i nettet til 15-14.

Polman, der ved VM i december blev kåret som bedste spiller, var ofte involveret i Esbjergs angrebsspil med både scoringer og oplæg til holdkammeraterne.

Det danske mandskab var foran 16-15 ved pausen og kom foran med to på en hurtig scoring af Sanna Solberg i anden halvleg.

Få minutter efter blev det også 19-16, og da Tomac brændte et straffekast for Vipers, så det for alvor godt ud.

Esbjerg kom foran med fire mål, før nordmændene med tre hurtige scoringer igen gjorde det helt tæt.

Det forblev tæt, indtil Esbjerg med 12 minutter igen scorede tre mål på stribe og trak afgørende fra.

Vipers kom aldrig igen, og dermed fik Esbjerg den bedst tænkelige start på mellemrunden.

/ritzau/