Med ni scoringer strålede Estavana Polman, da Team Esbjerg slog Rostov-Don 31-26 i Champions League.

Team Esbjergs håndboldkvinder ligner et solidt bud på et af de tre hold, der avancerer fra gruppe B i Champions League.

Lørdag eftermiddag ramte Esbjerg-spillerne topniveauet i store dele af kampen, da russiske Rostov-Don blev slået 31-26 i Esbjerg.

Med sejren har Jesper Jensens mandskab nu hentet fire point midtvejs i gruppespillet. Meget skal gå galt for Esbjerg, hvis ikke klubben skal avancere til turneringens næste gruppespil, der begynder på den anden side af jul.

De ellers mere rutinerede russiske gæster kom skævt fra start i lørdagens kamp, og det forfulgte dem resten af opgøret. Angrebsspillet var primitivt og langsomt, og det skulle tage mere end fem minutter, før russerne kom på tavlen.

Esbjerg-spillerne virkede anderledes veloplagte, og efter 12 minutter kunne nordmanden Marit Malm Frafjord kaste bolden i et tomt mål og bringe Esbjerg på 8-4.

Forspringet nåede op på seks mål, men da gæsterne siden scorede tre mål i træk, tog Esbjerg-træner Jesper Jensen en timeout. Træneren opfordrede sine spillere til at bevare koncentrationen og fortsætte de lovende takter fra kampens indledning.

Hans input og opsang hjalp. Ved pausen var Esbjerg foran 16-11.

Efter pausen fik gæsterne heller ikke færten af point. Det kunne hjemmeholdet blandt andre takke et velspillende forsvar og en stærk Rikke Poulsen i målet for.

Rostov-Don-træner Ambros Martín, der også står i spidsen for det russiske landshold, var selv med til at banke det sidste søm i sit holds kiste. Nede med fire mål med lidt over fire minutter igen brokkede spanieren sig til en Rostov-udvisning.

I slutfasen scorede evigt farlige Estavana Polman tre gange og blev i alt noteret for ni scoringer i kampen, der blev overværet af Polmans samlever, den tidligere fodboldstjerne Rafael van der Vaart.

/ritzau/