Team Esbjergs håndboldkvinder kom bagud 1-5 til Randers HK, men vendte opgøret på hovedet og vandt sikkert.

Randers HK begyndte som lyn og torden ude mod Team Esbjerg og kom foran med 5-1 i den bedste danske håndboldrække for kvinder.

Men det var Team Esbjerg, der endte med at vinde kampen komfortabelt med 33-22.

På skuffende vis smuldrede chokføringen for Randers, som indkasserede fire mål i træk, så Team Esbjerg udlignede til 5-5.

Randers var derefter kun foran en enkelt gang mere i kampen ved stillingen 6-5. Derefter stod der Team Esbjerg på det meste.

Resten af første halvleg vandt Team Esbjerg med 12-3, så hjemmeholdet var foran med hele 17-9 ved pausen.

Selv om Randers var langt bedre med i anden halvleg, så mistede Team Esbjerg aldrig styringen på kampen.

Tættest på kom Randers, da udeholdet reducerede til 19-25, men det lugtede ikke længere af en overraskelse.

Team Esbjerg spadserede sejren hjem på overbevisende manér og avancerede til andenpladsen i ligaen med 20 point efter 13 kampe. Odense Håndbold fører rækken med 24 point efter 12 kampe.

Randers er placeret på tiendepladsen med skuffende otte point og skal fortsat kæmpe hårdt for at komme i top-8 og med i slutspillet.

/ritzau/