Team Esbjerg skal vinde lørdagens finale over Odense Håndbold for at holde liv i guldhåbet.

Odenses håndboldkvinder kan lørdag genvinde det danske mesterskab, hvis de vinder eller spiller uafgjort i den anden DM-finale mod Team Esbjerg.

Fynboerne vandt den første finale med 31-27 på hjemmebane tirsdag, og dermed er der maksimalt pres på Team Esbjerg i lørdagens kamp på hjemmebane.

Vestjyderne skal vinde for at fremtvinge den altafgørende tredje finale.

Vi mærker kun presset fra os selv. Vi har drømt om at vinde i denne sæson, og som hold vil vi gerne være mestre, siger Team Esbjerg-træner Jesper Jensen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Men samtidig skal man også anerkende, at Odense er et godt hold, som har haft en god sæson, og derfor står de med den første mulighed for at vinde.

I den første finale var Team Esbjerg foran i store dele af første halvleg, men efter pausen var Odense bedst. Små justeringer skal hjælpe Esbjerg til at holde hele vejen hjem denne gang.

Der er altid ting, som man skal have ændret efter et nederlag, og der er også flere ting, som vi gerne vil ændre. Det er igen detaljerne, som skal på plads, for at det kan blive til en sejr, siger Jesper Jensen.

Han tror også, at hjemmebanefordelen kan hjælpe holdet.

Vi har en god følelse inden kampen. Der kommer 3500 mennesker for at se kampen, så det kan næsten kun blive godt. Nu ligger bolden hos os, og nu skal vi se, om vi kan indhente dem. Det er dog en stor trøst, at vi skal spille på hjemmebane.

Lørdagens finale begynder klokken 16.

/ritzau/