Den danske håndboldspiller Line Jørgensen skifter fra CSM Bucuresti til Team Esbjerg på en treårig aftale.

Esbjerg. Håndboldklubben Team Esbjerg har styrket sig forud for næste sæson ved at skrive kontrakt med den danske landsholdsprofil Line Jørgensen.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

28-årige Line Jørgensen kommer til Esbjerg på en treårig aftale fra den rumænske storklub CSM Bucuresti.

- Jeg er klar til at komme hjem til Danmark og spille igen efter tre sæsoner i Bukarest. For mig handler det om at være i en klub med ambitioner om at spille med, hvor det er sjovt, og vinde DM-titler. Det vil Team Esbjerg.

- Derudover er det en klub med en god kultur, altid mange tilskuere, et fint træningsmiljø og i det hele taget et godt setup. Jeg glæder mig meget til at spille for klubben, siger Line Jørgensen.

Line Jørgensen har spillet 147 landskampe for Danmark, og hun vendte i efteråret tilbage til landsholdet efter en længere skadespause.

Og Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, er også godt tilfreds med tilgangen af den erfarne bagspiller.

- Line er en fantastisk spiller, der har været med på højt niveau i mange år. Hun er en fremragende forsvarsspiller på internationalt topplan og på landsholdet, hun har et godt skud fra distancen og et fint blik for spillet.

- Af samtaler med hende mærker vi, at der er mange gode år i hende endnu. Line har et stort mål om at spille OL i 2020, og det vil vi gerne hjælpe hende med at indfri, siger Jesper Jensen.

Line Jørgensen vandt i fem sæsoner i FC Midtjylland tre danske mesterskaber og to pokaltitler.

I 2015 skiftede hun til CSM Bucuresti. Her er det blevet til tre nationale mesterskaber, tre pokaltitler og en Champions League-titel i 2016.

/ritzau/