Team Esbjerg falder sammen i Rumænien og misser Final 4
Team Esbjerg kommer for første gang siden 2021 ikke til at deltage i Champions Leagues Final 4.

Team Esbjerg kommer for første gang siden 2021 ikke til at deltage i Champions Leagues Final 4.

Sidste år var der to danske hold med, da håndboldkvindernes Champions League blev afgjort i Final 4. I år bliver det helt uden danske hold i Budapest.
Lørdag blev Odense Håndbold sendt ud med et brag i kvartfinalen mod Györ, og søndag måtte Team Esbjerg lade livet i turneringen.
I returkampen på udebane skulle vestjyderne forsvare en etmålsføring fra det første opgør mod CSM Bucuresti, som har danskerne Trine Østergaard, Emma Friis og Anne Mette Hansen i truppen og Danmarks assisterende landstræner, Bojana Popovic, som træner. Men missionen mislykkedes.
Esbjerg kom bagud med 0-6 i begyndelsen af kampen og hentede aldrig det tabte. I stedet endte det med en afklapsning og et nederlag på 27-37, og derfor går det profiltunge mandskab glip af Final 4 for første gang siden 2021.
Der skulle gå hele syv minutter, før Esbjerg søndag kom på tavlen i Rumæniens hovedstad. Efter en elendig indledning på kampen scorede Henny Reistad, og så begyndte jagten på rumænerne. Men det blev en sløj jagt.
Esbjerg kunne ikke finde løsningerne i nogen af enderne, og ganske symptomatisk brændte stjernerne Henny Reistad og Nora Mørk begge på straffekast før pausen.
Først da Esbjerg begyndte at spille syv mod seks i angrebet, begyndte det at klikke, men defensivt fandt vestjyderne aldrig en opskrift på at stoppe Bucuresti, som blev skubbet frem af et medlevende publikum.
Esbjerg var nede med 14-19 ved pausen, og der skulle derfor findes noget ekstraordinært frem til anden halvleg for at holde liv i håbet om Final 4.
Det er før lykkedes Esbjerg at komme tilbage fra nærmest håbløse situationer, men søndag gik den bare ikke.
Særligt forsvaret manglede vildskab, og når Esbjerg i glimt var på vej tilbage, fandt Bucuresti nogle nemme løsninger offensivt, og så var de vestjyske fremskridt elimineret.
Til sidst mistede Esbjerg-spillerne modet, og modstanderne kunne juble over comeback ved Final 4, hvor klubben ikke har været med siden 2018.
/ritzau/