Team Esbjerg afværger Ikast-overraskelse og vinder topkamp
Ikast skabte store problemer for Team Esbjerg, men storfavoritterne tog sejren efter en intens afslutning.

Ikast skabte store problemer for Team Esbjerg, men storfavoritterne tog sejren efter en intens afslutning.

I den hjemlige liga er Team Esbjerg fortsat ubesejret på hjemmebane i halvandet år, men den imponerende stime var tæt på at slutte tirsdag aften.
Mestrene var i store problemer i topkampen mod rækkens nummer tre, Ikast Håndbold, og kun en esbjergensisk kraftpræstation i det sidste kvarter forhindrede en overraskende udesejr.
I stedet vandt Team Esbjerg med 28-27 efter 15-15 ved pausen.
Gæsterne fik dog præsenteret sig i en langt bedre udgave end den, der i fredags tabte til Silkeborg-Voel. Ikast havde Team Esbjerg i tovene og førte 20-16 ti minutter inde i anden halvleg.
Esbjerg strammede dog grebet, og Henny Reistad bragte hjemmeholdet på omgangshøjde ti minutter før tid, da hun scorede til 22-22 på straffekast.
Med seks minutter igen bragte Rikke Iversen Esbjerg i spidsen med 26-24, og da så storfavoritterne ud til at være på sikker sejrskurs.
Men Ikast blev ved med at hænge på og fik udlignet til 26-26 og senere 27-27. Holdet havde også to muligheder for at nå op på 28-28, men begge gange stod Esbjerg-keeper Katharina Filter i vejen.
Med en etmålsføring i ryggen og 39 sekunder tilbage på uret kunne Esbjergs træner, Tomas Axnér, kalde til timeout og lægge en slagplan for afslutningen.
Ikast var kun interesseret i en hurtig Esbjerg-afslutning og rullede den røde løber ud for Live Rushfeldt Deila.
Målvogter Amalie Milling gjorde sin del af arbejdet og reddede nordmandens forsøg, og så havde Ikast chancen for at udligne.
Så var det Ikast-træner Claus Mogensens tur til at tage timeout. Men da tiden blev sat i gang igen, spillede hans hold for langsomt og fik ikke sat en ordentlig chance op.
Det blev kun til et frikast, som Laura Borg sendte direkte i de opstrakte arme i Esbjerg-muren.
Team Esbjerg er fortsat uden pointtab og har 20 point efter 10 kampe. Holdet er fem point foran Odense Håndbold, der har en kamp til gode.
RITZAU