Henrik Toft Hansen er ved at være kampklar igen og kan komme i spil mod Norge, mens Klaus Thomsen er tvivlsom.

Det danske forsvar kan se frem til at få Henrik Toft Hansen tilbage.

Stregspilleren, som har været plaget af halsbetændelse i de seneste dage, er med i Danmarks trup på 18 spillere i lørdagens håndboldkamp mod Norge i Paris Bercy.

Eneste udfordring i EM-testkampen bliver at få Klaus Thomsen fit for fight, men indtil videre indgår forsvarsspilleren også i planerne. Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

»Den danske opstilling ser i øjeblikket ud til at kunne komme til at bestå af samtlige 18 spillere i truppen, eftersom Henrik Toft Hansen er ved at være kampklar igen,« oplyser DHF.

De to landes herrelandshold har spillet mod hinanden hele 125 gange - inkluderet fire B-landskampe.

Statistikken fortæller om 82 sejre til Danmark, 9 uafgjorte og 34 norske sejre. Målscoren viser 2926-2557 i dansk favør - det giver et plus på 369 mål til Danmark.

Den største danske sejr ligger tilbage i december 1979, hvor Danmark i Skagen besejrede nordmændene 29-14.

Norges største sejr har indtil nu været på 14 mål, da holdet ved Lotto Cup på hjemmebane i Lillestrøm i januar 1997 besejrede Danmark 30-16.

De seneste fire møder har alle været i Golden League-regi, og begge lande har vundet to gange.

I den seneste indbyrdes kamp vandt Danmark med 33-28, der fandt sted i Oslo 7. november 2015.

Den danske topscorerværdighed i det opgør delte Michael Damgaard og Casper U. Mortensen, der hver scorede otte gange.

Mens ingen af de danske spillere nogensinde har spillet i den norske liga, har syv spillere i den norske 17-mands-trup enten spillet eller spiller i den bedste danske række.

Det drejer sig om fire mand: Espen Christensen (GOG), Bjarte Myrhol (Skjern), Magnus Gullerud (Sønderjyske) og Sander Sagosen (Aalborg)

Norge åbnede Golden League med at tabe 26-27 til Frankrig torsdag i Rouen. Danmark vandt senere torsdag aften med 31-26 over VM-sølvvinderne fra Qatar. I den kamp sad Henrik Toft over.

/ritzau/