Sverige kæmpede bravt i finalen, men måtte kapitulere over for de nu dobbelte danske verdensmestre.

Og den helt store forskel på de to hold var Niklas Landin.

Det ved de også udmærket godt i Sverige.

Efter kampen understregede svenskernes helt store stjerne Jim Gottfridsson da også, at anfører Landin var manden, der gjorde det grimme ved de svenske underdogs.

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

»Vores angrebsspil er godt, men de er meget gode i forsvaret, og desværre står Niklas Landin der igen,« siger Jim Gottfridsson ifølge Expressen.

Hans holdkammerat Hampus Wanne gav også Niklas Landin æren for den danske triumf.

»Han gør den store forskel i dag. Han tager for mange bolde, når vi er helt fri,« siger Hampus Wanne.

I de svenske medier fik Niklas Landin også flotte ord med på vejen. I en klumme på Sydsvenskan konstaterer kommentatoren Max Wimand i sin overskrift:

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Tak for underholdningen, Sverige – og for opvisningen, Landin.«

På TV6 konstaterede sportskommentatoren Robert Perlskrog:

»Han spiller sin bedste kamp i hele turneringen,« konstaterede Robert Perlskrog.

Danmark vandt kampen 26-24, og Niklas Landin trådte særligt i karakter i anden halvleg, hvor han viste, hvorfor han er kåret til verdens bedste håndboldspiller.

Niklas Landin reddede 15 ud af 37 svenske skudforsøg, og det betød, at han endte med en redningsprocent på 41.