Sverige skal søndag aften spille finale ved EM i håndbold, hvor modstanderen hedder Spanien.
Men det havde måske ikke været tilfældet, hvis svenskerne ikke havde ændret teststrategi i løbet af turneringen. Det skriver Aftonbladet.
Ændringen skyldtes, at Sverige mente, der gik for mange timer, før spillerne fik svar på deres tests. Og derfor var det ofte uklart, hvem landstræneren havde til rådighed.
Løsningen fandt vores naboland på et hospital. Her kunne de købe private pcr-test, hvor svaret kom mellem to og fire timer efter.
Aftonbladet skriver videre, at prisen lyder på cirka 710 danske kroner pr. test. Men hver en krone har været godt givet ud.
Hjælpen fra hospitalet betød nemlig, at Sverige fik Max Darj og Valter Chrintz med i semifinalen fredag aften, hvor Frankrig blev besejret efter et sandt drama i Ungarn.
Det svenske medie tilføjer, at de hemmelige tests reddede Sveriges EM. Mandskabet i gult og blåt var nemlig det hold, som var hårdest ramt af covid-19 af de fire semifinalehold.
Patrik Svarven, som er med omkring det svenske landshold ved slutrunden, forstår ikke de lange svartider. Han siger, det er helt sygt, at der kan gå over 24 timer, når kampene er placeret med to dages mellemrum.