De svenske spillere er ikke i tvivl. De vil have det danske landshold slået ud af EM i aften.

»Danmark har på papiret et af de stærkeste hold, så det ville vel være godt, hvis de røg ud,« siger Jack Thurin.

Nej, der er ikke meget opbakning i det skandinaviske broderskabs ånd hen over Øresund ifølge Aftonbladet.

Mens Sverige allerede er videre til EMs mellemrunde, bliver Danmarks skæbne afgjort onsdag aften.

Kim Ekdahl du Rietz.
Kim Ekdahl du Rietz. Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT
Vis mere

Kun en sejr over Rusland og en islandsk sejr over Ungarn tæller. Ellers er det slut for Nikolaj Jacobsen og co. efter kun tre indledende kampe. Du kan følge Danmarks skæbneaften ved EM live her hos B.T. hele aftenen. Danmark-Rusland spilles kl. 20.30.

At de svenske landsholdsspillere gerne ser et dansk exit er åbenlyst. Ved et dansk avancement skal holdene mødes i den kommende mellemrunde i Malmø.

Danmark eller Ungarn får onsdag aften den sidste plads. Og i den svenske lejr er meldingen klar i forhold til, hvem de foretrækker at stå overfor.

»Ungarn, selvfølgelig. For jeg synes, at Danmark har et frygteligt meget bedre hold. Jeg vil hellere se Danmark på sidelinjen, selv om jeg ønsker alle mine danske kollegaer held og lykke. Jeg kan lide den,« siger Kim Ekdahl Du Rietz.

»Man behøver ikke være Einstein for at indse, at det ville være bedre for svensk håndbold, hvis Ungarn går videre,« siger Sveriges anfører, Jim Gottfridsson, der dog er sikker på, at Danmark går videre.

Det er kun én hold, der er uvished om i det nye EM-format, hvor etterne og toerne fra seks indledende puljer bliver fordelt i to mellemrundepuljer.

Følgende fem hold er klar til den gruppe, Danmark forhåbentlig ender i:

  • Norge,
  • Slovenien,
  • Island (fra Danmarks indledende gruppe),
  • Sverige,
  • Portugal,

Den anden mellemrundegruppe består af Kroatien, Spanien, Østrig, Tjekkiet, Tyskland og Hviderusland.