Susanne Munk Wilbek er lige nu ved at komme sig, efter hun i forrige uge pludselig blev ramt af en stor blødning i hovedet og efterfølgende blev opereret for en tumor i hjernen.

Og nu reagerer Viborg HK så på sidste uges nyhed omkring deres tidligere målmand og nuværende assistenttræner.

»Det kom som et stort chok for os alle, da vi fik beskeden om Susannes indlæggelse, og vi er bare glade for, at hun har fået hurtig hjælp, så hun forhåbentligt snart er tilbage igen,« siger direktør i Viborg HK Jørgen Hansen i en pressemeddelelse.

Han oplyser i samme ombæring, at de nu har fundet en vikar for den 52-årige målmandslegende, der som aktiv spillede hele sin klubkarriere i klubben.

»Det er klart, at Susanne skal have al den tid, der er nødvendig for at komme tilbage, og vi har derfor lavet en aftale med Jeppe Bach Knudsen, der i mellemtiden tager over som assistenttræner.«

Susanne Munk Wilbeks mand, Ulrik Wilbek, valgte i sidste uge at fortælle om hele forløbet omkring sin kone.

For selv om han normalt aldrig deler ud af sit privatliv, så valgte han at gøre en undtagelse her for at takke 'de fantastiske mennesker, jeg kom i kontakt med i et dramatisk døgn for hele vores lille familie'.

'Min familie og jeg er alle jer, der eksekverede, evigt taknemmelige. Susanne reddede sit liv ved at ane, hvad der var på vej. Alle I andre holdt hende i live og sørgede for, at hun kom igennem forhåbentlig helt uden mén. Susanne er nu i bedring, og vi håber på overflyttelse til Viborg i begyndelsen af næste uge,' skrev han blandt andet på sin Facebook-profil.

Susanne Munk Lauritsen og Ulrik Wilbek glæder sig over OL-guldmedaljen efter sejren over Korea tilbage i 1996.
Susanne Munk Lauritsen og Ulrik Wilbek glæder sig over OL-guldmedaljen efter sejren over Korea tilbage i 1996. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

Nu får den tidligere landsholdsmålmand så tid til at komme sig helt efter operationen, og cheftræneren i Viborg HK glæder sig over, at man er fundet frem til Jeppe Bach Knudsen, der træder til, indtil Susanne Munk Wilbek er klar igen.

»Det er en rigtig fin løsning for os, at Jeppe kan træde til i Susannes fravær. Hun skal have tid og ro til at komme sig og komme godt retur, og vi sender al den gode energi, vi kan, i hendes retning. Jeppe er en dygtig træner, der kender spillerne og ved, hvordan vi arbejder, så det var helt naturligt at spørge ham først. Heldigvis ville han gerne give en hjælpende hånd,« fortæller Jakob Vestergaard.

I 1990'erne var Susanne Munk Wilbek – dengang Susanne Munk Lauritsen – målmand på det populære håndboldlandshold, der blev kendt som 'De jernhårde ladies'. Det succesrige hold blev trænet af netop Ulrik Wilbek og vandt både OL, VM og EM.

I alt nåede Susanne Munk Wilbek at spille 171 landskampe, inden hun i 2001 valgte at stoppe karrieren.

Ulrik Wilbek og Susanne Munk Wilbek blev gift i 1994.