Mandag var en stor dag for Susanne Munk Wilbek. For efter hun i september 2020 blev ramt af en tumor i hjernen, der krævede en akut operation, stod hun atter på håndboldsidelinjen.

Noget, hun var meget spændt på, fortæller hun i et interview med Viborg Stifts Folkeblad.

Der var lagt en klar plan - både for holdet og hende - som hun forsøgte at holde sig til. For hun har det godt ovenpå det hårde sygdomsforløb, men trætheden er hun stadig mærket af.

»Det bugter sig lidt af sted, men jeg har kontinuerlig fremgang. Nogle gange skal jeg lige se mig over skulderen og kigge én, to tre, fire uger tilbage for at huske, hvor jeg stod henne dengang. For så går det faktisk rigtig fint fremad,« siger Susanne Munk Wilbek, der er assistenttræner i Viborg HK, til det jyske medie.

Det kræver dog tålmodighed, for hun fortæller, at det kan tage op til et år at komme af med den træthed, der stadig kan dræne hende. Derfor er en del af planen også lige nu at finde ud af, hvor mange timer hun kan holde til at arbejde på fuld styrke, da hun er i et job, hun ikke bare vil lave halvhjertet.

Det var 17. september sidste år, det kom frem, at hun havde været igennem en hård operation.

»Det er rigtigt, at Susanne har været igennem en lang hjerneoperation på Skejby. Operationen er gået godt, og hun har det efter omstændighederne godt,« lød det dengang fra Ulrik Wilbek, der efterfølgende i et opslag på Facebook satte flere ord på, hvad der var sket.

Susanne Munk Wilbek var den 15. september om morgenen blevet ramt af en stor blødning som følge af en bristet tumor i hovedet.

Ulrik Wilbek sammen med sin kone, Susanne Munk Wilbek
Ulrik Wilbek sammen med sin kone, Susanne Munk Wilbek Foto: Mogens Flindt
Vis mere

Hun kunne mærke, noget var galt og nåede at ringe både til sin mand og et par naboer, der skyndte sig over til hende for at hjælpe. Allerede da de fandt hende, var hun 'på vej over i bevidstløshed', forklarede Ulrik Wilbek om sin kone, der blev hastet på hospitalet, blev scannet og blev opereret - noget der gik godt og efter planen.

Susanne Munk Wilbek, der fortæller til Viborg Stifts Folkeblad, at hun hverken trækker på det ene ben eller døjer med at læse, var i 1990erne målmand på det populære håndboldlandshold, der blev kendt som 'De jernhårde ladies'. Det succesrige hold blev trænet af Ulrik Wilbek og vandt både OL, VM og EM.

I alt nåede Susanne Munk Wilbek at spille 171 landskampe, inden hun i 2001 valgte at stoppe karrieren.

Da hun fik sit gennembrud, var hun kendt som Susanne Munk Lauritsen, men hun skiftede efternavn, da hun i 1994 blev gift med Ulrik Wilbek.