Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Nærmest fra den ene dag til den anden blev Emil La Cour Andersen så alvorligt syg, at han måtte indlægges på hospitalet.
Her lå den 21-årige håndboldspiller i 32 dage i efteråret og blev mere og mere afkræftet.
Han tabte 23 kilo.
Nu er GOG-fløjen så tilbage på håndboldbanen, hvor han de kommende måneder skal spille med en stomipose på maven.
»Det er fantastisk at være tilbage,« fortæller Emil La Cour til B.T.
Vi spoler lige tiden tilbage til oktober, da han bliver syg.
»Jeg var til en masse kontrol og tjek, og det viste sig, at jeg havde en kronisk sygdom, der blev værre og værre. Jeg havde slet ikke mærket noget til det inden,« fortæller han.
Sygdommen colitis ulcerosa er en kronisk betændelsestilstand i tyktarmen, så Emil La Cour blev indlagt på Odense Universitetshospital, fik opereret sin tyktarm væk og lavet en stomi.
»Det var sindssygt hårdt at være indlagt. Jeg lå bare i isolation og så ikke mange mennesker.«
»Men lægerne var ikke i tvivl om, at jeg ville komme tilbage, og det betød meget. Spørgsmålet var bare, hvor lang tid jeg skulle være ude.«
Mens han var indlagt, var holdkammeraterne i GOG gode til at ringe og skrive.
»Og de kom også på besøg med slik og sodavand. Men det måtte jeg ikke spise på det tidspunkt. Så det nyder jeg godt af nu,« fortæller han.
I nogle perioder kunne han næsten ikke spise noget. I andre perioder levede han af flydende kost som yoghurt. Uden mysli.
»Det var utroligt kedeligt,« siger han og forklarer, at han var ude af stand til at nedbryde nødder og kerner.
Det massive vægttab betød, at hans muskelmasse var helt nedbrudt, så den fysiske genoptræning har været hård.
»Jeg var helt vildt slap og skulle starte helt forfra.«
Nu har han taget 16 af de 23 kilo på igen. De første kilo kom hurtigt ved bare at spise normalt igen. Specielle næringsrige drikke hjælper ham også godt på vej.
»Det er gået over forventning.«
Alligevel har det ikke været uden udfordringer at komme tilbage på træningsbanen – og til kamp.
»Jeg kan nemt mærke det, for min luft holder ikke så længe. Jeg bliver hurtigt presset. Men jeg har ingen smerter,« fortæller Emil La Cour, der også har måttet vænne sig til at udskifte stomiposen.
»Det var et knæk kun at kunne træne i fem minutter, før min luft var helt brugt. Det krævede også lidt tilvænning ikke at være bange for slag og sammenstød.«
Ligesom målmændene spiller med skridtbeskytter, har Emil La Cour et skjold på stomiposen, der sidder fast med et kompressionsbælte nederst i højre side af maven.
»Jeg er slet ikke nervøs mere. Vi træner for fuld knald. Nu er håndbold bare håndbold igen,« fortæller Svendborg-drengen, der gjorde comeback mod russiske Medvedi i tirsdags.
»Vi vidste dårligt, hvad jeg kunne klare. Efter 25 minutter blev jeg presset, og mine ben syrede til,« siger La Cour, der leverede fire scoringer og kunne juble ud til fansene på 'Den gule mur', hvor han er yderst populær.
Men Emil La Cour, der har gået på Oure Efterskole ligesom store dele af håndboldlandsholdet, er med i truppen, når GOG lørdag tager imod TTH.
Resten af sæsonen spiller GOG-talentet med stomiposen, og så regner han med, at han skal opereres igen efter sæsonen.
»Så det er en midlertidig stomi.«
»Men der går nok lige noget tid, før jeg er i topform igen.«