Mie Højlund kom til skade onsdag aften i en ligakamp mod EH Aalborg. 

Og nu tyder alt på, at hun er ude i lang tid.

»En undersøgelse har vist, at Mie har brækket en knogle i underbenet, hvorfor hun det kommende stykke tid desværre ikke er spilledygtig,« skriver Odense Håndbold. 

Det kunne ikke være meget værre, mener B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg.

»Det er helt katastrofalt. Et vaskeægte mareridt for Højlund og det danske landshold,« siger han. 

»Jeg kan kun læse det som om, at hun misser VM. Det bliver umuligt at nå. Højlund er en af de bærende offensive kræfter, så det her kunne ikke have ramt et værre sted for landsholdet,« lyder det. 

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skaden sker blot få uger inden, at landstræner Helle Thomsen skal udtage sin VM-trup.

Første VM-kamp er først om en måned i Holland, og det bliver altså uden Højlund. 

»I forvejen mangler man nogle rutinerede kræfter. Og så kan vi smide Højlund i puljen også. Jeg er bange for, at det kommer til at have direkte sportslig konsekvens for det danske VM. Hun kan ikke erstattes direkte,« lyder det fra Kokborg.

Odense Håndbold oplyser, at man nu igangsætter en genoptræningsplan for Mie. Man melder intet om, hvor længe hun er ude.