Et håndbold-VM uden manden med pandebåndet og det lange hår virker helt utænkeligt.
Ikke desto mindre er tanken langtfra urealistisk, hvis man spørger Danmarks største håndboldstjerne, Mikkel Hansen.
PSG-spilleren gør sig tanker om at melde afbud til VM-slutrunden i 2021 grundet det tunge og udmarvende håndboldprogram. Det fortæller han til Politiken.
»Det vil give en måneds pause, hvor jeg kan trække vejret, hvile hovedet og træne stille og roligt som forberedelse til anden halvdel af klubsæsonen. Det skylder jeg min klub, det skylder jeg mig selv. Og hvis det forholder sig sådan, at jeg ikke er topmotiveret, så er det bedre, at en anden får VM-chancen,« siger Mikkel Hansen.
Som udgangspunkt vil jeg altid prioritere at spille for landsholdet.Mikkel Hansen
Hvis ikke den karismatiske håndboldspiller springer VM over i 2021, kan han nemlig »risikere« at skulle spille EM til vinter, OL i Tokyo til sommer og VM-turneringen i den næstkommende vinter oveni den gængse klubsæson hos franske Paris Saint-Germain, der i forvejen tæller et hav af kampe.
Og Hansen indrømmer da også, at beslutningen om, hvorvidt han skal deltage eller ej, også skal træffes med hovedet.
»Som udgangspunkt vil jeg altid prioritere at spille for landsholdet,« siger Mikkel Hansen til TV2 Sport.
»Men det handler selvfølgelig også om, hvordan jeg har det fysisk og mentalt på det tidspunkt efter en forhåbentlig lang sæson med PSG, EM og OL og dermed nærmest ingen ferie, hvilket vil sige ingen restitution eller forberedelse til den nye sæson.«

Mikkel Hansen har spillet i PSG siden 2012, men har blandt andet en fortid i FC Barcelona.
Hvis han er en del af Danmarks landsholdstrup til OL i Japan næste sommer, vil han være den første dansker nogensinde, der deltager i fire OL-turneringer.
Om godt halvanden måned bliver håndboldstjernen 32 år.
Danmark er regerende OL-guldvinder. Holdet vandt turneringen i ved De Olympiske Lege i Rio i 2016.