GENOPLEV KAMPEM I LIVE-BLOGGEN I BUNDEN AF ARTIKLEN.

Der var et stort, tykt hår i suppen på en ellers flot dansk håndboldaften, hvor Mikkel Hansen & co. ondulerede Spanien og dermed rejste sig efter den ufattelige fiasko mod Tjekkiet.

Anfører Niklas Landin humpede nemlig ud i slutningen af første halvleg og kom ikke på banen igen. Og når der var timeouts blev han - stik imod rutinen - siddende på bænken. Stærkt bekymrende.

Og supermålmanden røg også straks på briksen til behandling efter  kampen og kom som den eneste ikke ud til den ventende presse.

Hvor galt mon det står til for landsholdsanføreren?

Det kunne selv ikke landstræner Nikolaj Jacobsen give et klart svar på efterfølgende.

»Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg ved bare, at han kommer ud og har ondt hernede,« fortalte landstræneren og pegede på sin egen højre lyske.

VIDEO HERUNDER: Se BTs karakterer: Topkarakter og store roser til to spillere efter sejr over Spanien:

»Men hvad der er sket, og hvor slemt det er, ved jeg ikke. Jeg vil ikke stå og male fanden på væggen, for jeg ved ikke noget.«

Men er du ikke bekymret - det er trods alt anføreren?

»Puuuh... er der noget, som jeg har lært, er det, at jeg ikke skal bekymre mig over noget, jeg ikke ved noget om.«

»Jeg tror ikke, det er en lyskenskade, men nu må vi se. Vi ved mere i morgen (torsdag, red.), når han har sovet og har fået adrenalinen ud af kroppen.«

Over for TV 2 fortæller det danske håndboldforbund DHF, at Niklas Landin skal ultralydsscannes torsdag for at klarlægge omfanget af skaden. Hovedpersonen selv fortæller til mediet, at han fik en forstrækning i første halvleg, men at han egentlig har det okay.

»Jeg føler ikke, at det er ligesom sidste gang (at Landin var skadet i lysken, red.). Jeg tror ikke, at det er det samme. Nu skal jeg se, hvordan lysken reagerer hen over natten, men jeg er rimelig fortrøstningsfuld,« siger Landin til TV 2.

Danmark spiller sin næste kamp fredag, når det gælder første kamp i EM-mellemrunden. Hvis Landin ikke bliver klar til det opgør, kan Nikolaj Jacobsen indkalde Emil Nielsen eller Kevin Møller i stedet.

GENOPLEV KAMPEN I LIVE-BLOGGEN HERUNDER: