Verdens bedste håndboldspillere kaster sig ud i en hæsblæsende kamp om EM-guldet, når slutrunden i Polen fløjtes i gang fredag.

BT bringer her et bud på de 10 største profiler, der kommer til at dominere billedet ved europamesterskaberne.

MIKKEL HANSEN

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Alder: 28 år
Højde: 1,96 m
Vægt: 99 kg
Position: Venstre back
Klub: Paris Saint-Germain
Landskampe/mål: 136/632

Ingen over og ingen ved siden af den danske hardhitter, når han rammer sit offensive topniveau. Og det har han gjort i store perioder i dette efterår for Paris SG - hans status som topscorer i både Champions League og den franske liga vidner om den fabelagtige halvsæson, Hansen har spillet. Kan han tage det spil med til EM, så kan Danmark gå en stor slutrunde i møde i Polen. Hans skud - med kæmpe kvalitet på alle parametre; kraft, præcision og variation - er vel sjældent set skarpere end i denne sæson, og hans blik for medspillerne i det etablerede angreb og evnen til at føre bolden frem i kontraspillet er uden sidestykke. En på alle måder komplet angrebsspiller. Men der er dog stadig plads til forbedringer i forsvarsspillet.

---------------------------

JOAN CAÑELLAS

Foto: KARIM JAAFAR
Vis mere

Alder: 29 år
Højde: 1,98 m
Vægt: 100 kg
Position: Venstre back/playmaker
Klub: THW Kiel
Landskampe/mål: 120/341

Skal Spanien have succes, skal Joan Cañellas spille op til sit bedste. Så simpelt er det i virkeligheden. Den alsidige spanske bagspiller er manden, der kan afgøre kampe på egen hånd - spørg bare danskerne, der måtte se Cañellas banke det afgørende mål i kassen i sidste sekund af VM-kvartfinalen for et år siden. Men det har dog haltet gevaldigt for Joan Cañellas indtil videre i denne sæson i Kiel, hvor han blot har scoret 50 mål i de første 20 kampe. Det er under niveau, og han skal skrue kvaliteten i vejret, hvis Spanien skal indfri drømmene om en EM-titel. Men kommer det først til at køre for EM-topscoreren fra 2014, kan han med sit overblik, temposkift, drilske skud og evne til at komme på kant af modstandernes forsvar blive en af slutrundens største profiler.

---------------------------

NIKOLA KARABATIC

Foto: SYLVAIN THOMAS
Vis mere

Alder: 31 år
Højde: 1,96 m
Vægt: 102 kg
Position: Playmaker/venstre back
Klub: Paris Saint-Germain
Landskampe/mål: 252/1028

Kraftkarlen Karabatic er tilbage på det nærmest uvirkelige høje og stabile niveau, han var garant for over en længere årrække, men som han kæmpede lidt med at finde i 2012 og 2013, hvor en matchfixing-skandale så ud til at tære hårdt på ham. Men siden skiftet til Barcelona i sommeren 2014 har han genfundet den styrke, der i manges øjne gør ham til verdens bedste. Her ligger selvfølgelig også størstedelen af forklaringen på, at Frankrig har vundet de seneste to slutrunder. Nikola Karabatic, der nu er holdkammerat med Mikkel Hansen i Paris, er i særklasse som tovejsspiller, og han spiller en afgørende rolle for Frankrig i både forsvar og angreb. Samtidig er hans fysik ekstremt imponerende, og det betyder, at han evner at trykke lidt ekstra på gaspedalen i de afgørende kampe, hvor flere af konkurrenterne begynder at blive slidte.

---------------------------

KIRIL LAZAROV

Foto: Gjorgji Licovski
Vis mere

Alder: 35 år
Højde: 1,93 m
Vægt: 99 kg
Position: Højre back
Klub: Barcelona
Landskampe/mål: 111/918

’Lad os give bolden til Kiril, og så skyder han. Hvis han ikke gider det, så må I andre lige afvente, hvad han gerne vil have jer til’. Sådan kunne oplægget sandsynligvis godt lyde i det makedonske omklædningsrum før de fleste kampe, for hos Makedonien er der Kiril Lazarov og alle de andre. Manden med slangehugget fra højre back går altid målamok i slutrunderne for Makedonien, og han har et uhørt højt antal ’billetter’ fra distancen, ligesom han er fast straffekastskytte - også efter flere afbrændere i træk fra syvmeter-stregen. Derfor kan vi også godt forvente, at Barcelona-stjernen kommer til at løbe med en god portion opmærksomhed - så må tiden vise, om vi kun får fornøjelsen af Lazarov i tre kampe for med en indledende gruppe, der tæller Frankrig, Polen og Serbien, kan det blive svært for makedonerne at indløse billet til mellemrunden.

---------------------------

NIKLAS LANDIN

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Alder: 27 år
Højde: 2,01 m
Vægt: 98 kg
Position: Målmand
Klub: THW Kiel
Landskampe/mål: 127/1

Den danske målmand fik en svær start i THW Kiel, hvor en skade var medvirkende til, at Niklas Landin ikke ramte de redningsprocenter, som omgivelserne og han selv havde regnet med. Men efter en indkøringsperiode begyndte Landin for alvor at tage fra i målet i den seneste måned op mod EM-samlingen. Her har han været en væsentlig forklaring på, hvorfor et skadesramt Kiel-mandskab har kæmpet sig tilbage i kampen om det tyske mesterskab. Niklas Landins rolige stil og store rækkevidde i målet får ofte hans redninger til at se meget ubesværede ud, og det skaber store frustrationer hos de fleste diskussioner. Af samme grund er der efterhånden mange, som ikke bryder sig om at løsne missilet mod Landin af frygt for at komme til at se ’dum’ ud.

---------------------------

ARON PÁLMARSSON

Foto: Gjorgji Licovski
Vis mere

Alder: 25 år
Højde: 1,93 m
Vægt: 90 kg
Position: Playmaker
Klub: Veszprem
Landskampe/mål: 102/395

Playmakeren er Islands største stjerne, og han har med sit skifte fra THW Kiel til Veszprem i sommer forbedret fysikken, efter han i flere år har kæmpet med skader på grund af det hårde program i Bundesligaen. Det kan vise sig at blive en stor gevinst for Island, der er afhængig af Palmarssons magi, dødbringende skud og store overblik, hvis de skal levere overraskelsen og blande sig i kampen om en semifinaleplads.

---------------------------

DOMAGOJ DUVNJAK

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Alder: 27 år

Højde: 1,97 m
Vægt: 99 kg
Position: Playmaker
Klub: THW Kiel
Landskampe/mål: 153/497

Den kroatiske playmaker bliver endnu en gang altafgørende for Balkan-nationens muligheder for succes. Holdet skuffede for et år siden til VM i Qatar, hvor det blev til en femteplads, og intet tyder på, at kroaternes mandskab skulle være blevet skarpere til EM i Polen. Derfor kommer rigtig meget til at hænge på skuldrene af Domagoj Duvnjak, der er holdets omdrejningspunkt i angrebet og ligeledes en helt central figur i forsvaret, hvor han tager et tungt slæb. Den kroatiske ’Dunjakke’ spiller næsten altid samtlige 60 minutter, og han er kilde til evig uro for modstanderne med sit kæmpe offensive repertoire, der rummer stort set alt: Et farligt skud, både standskud og hopskud, gennembrudsstyrke og et godt blik for sine medspillere.

---------------------------

MICHAL JURECKI

Foto: Ali Haider
Vis mere

Alder: 31 år

Højde: 2,02 m
Vægt: 110 kg
Position: Venstre back/playmaker
Klub: Vive Kielce
Landskampe/mål: 170/462

Michal Jurecki får måske ikke klokkerne til at bimle og bamle hos ret mange andre end håndboldnørderne. Men det er værd at notere sig navnet på Kielce-bagspilleren, der er en af dem, der skal finde storspillet frem, hvis de polske værter skal række ud efter den EM-titel, som de er en outsider til. Hans store fysik - 2,02 i højden og 110 kg kampvægt - gør Jurecki til en vanskelig størrelse at håndtere for modstandernes forsvar, og kommer han først i fart, er han rigtig giftig og meget vanskelig at stoppe. På et polsk hold uden den absolutte verdensstjerne, er den flittige målscorer en af de spillere, der kan komme til at løbe med en god portion tid i spotlyset.

---------------------------

THIERRY OMEYER

Foto: ALBERTO ESTEVEZ
Vis mere

Alder: 39 år

Højde: 1,92 m
Vægt: 93 kg
Position: Målmand
Klub: Paris Saint-Germain
Landskampe/mål: 325/1

Kan man tilhøre den absolutte verdenselite i håndbold, når man er 39 år gammel? Thierry Omeyer er beviset på, at svaret på det spørgsmål er et rungende ’ja’. Det beviste han så sent som i søndagens kamp mod Danmark, hvor han fuldstændig pillede brodden af Mikkel Hansen og de øvrige danske spillere. MVP’en fra sidste års VM får endnu en gang en helt afgørende rolle på et fransk landshold, der ikke har samme bredde som tidligere, og derfor vil være afhængig af, at topspillerne - som Omeyer - spiller op til deres bedste. Men Omeyer har i mere end 10 år demonstreret, at han evner netop det, når det er allermest nødvendigt. Et titel-cv, der blandt andet tæller fire VM-guld, tre EM-guld, to OL-guld og fire Champions League-sejre, fortæller sin helt egen historie om den sag.

---------------------------

ARPAD STERBIK

Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

Alder: 36 år
Højde: 2,02 m
Vægt: 120 kg
Position: Målmand
Klub: Vardar Skopje
Landskampe/mål: 62/0

Arpad Sterbik er ganske enkelt uhyggelig, når han rammer sit topniveau i målet. Gør han det til EM, kan Spanien sagtens ende med at stå med guldet om halsen. Den nationaliserede serber har over en årrække leveret så mange pragtpræstationer, at skytterne har opbygget en voldsom respekt for målmanden, som derfor begynder de fleste kampe med et solidt forspring på det mentale. Kommer han først i gang, kan han - stadig - rulle gardinet ned i målet som ingen kan. Blandt andet på grund af den latente frygt, som mange spillere løber rundt med. Det så man blandt andet i VM-finalen mellem Danmark og Spanien i 2013. Han har en god keeper-makker i Gonzalo Perez de Vargas, som kan aflaste ham i forhold til spilletid, og det er et plus for Sterbik, der har døjet med diverse fysiske skavanker i flere år.