Norge sikrede sig bronzemedaljerne, men forløbet er man langt fra tilfredse med.

Der var ikke lang tid mellem den ultimative skuffelse med semifinale-nederlaget til Kroatien og oprejsningen med bronzemedaljerne efter sejren over Slovenien.

Med bronzen sikrer de norske håndboldherre sig den bedste præstation nogensinde ved et EM, ligesom man automatisk er kvalificeret til næste års VM i Egypten. Det til trods er alt er ikke fryd og gammen, melder Aftenposten.no.

Arrangørerne havde nemlig rykket kampen om bronzemedaljer fra søndag til lørdag, således at de norske og slovenske spillere havde en hel dag mindre til at restituere og forberede sig i, og da begge mandskaber havde spillet fredag er det ikke rare ord, arrangørerne fra Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) får med på vejen.

»Det er forkasteligt,« lyder det fra Norges træner Christian Berge, der uddyber:

»Der er ikke et eneste godt argument for at spille kampen i dag, ud over det økonomiske. Det er kun derfor. Vi snakker så meget om at spillerne skal beskyttes og at dommerne skal skride ind overfor farligt spil, men man er fuldstændig ligeglade med det, der er mest farligt, nemlig belastningen af spillerne,« lyder det fra Berge.

Christian Berge mener ikke, man tager hensyn til spillernes helbred i den måde, man bygger tuneringen op på.
Christian Berge mener ikke, man tager hensyn til spillernes helbred i den måde, man bygger tuneringen op på. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Også den norske stjernespiller og tuneringens topscorer Sander Sagosen langer ud efter Det Europæiske Håndboldforbund.

»Det handler om, at der sidder nogle rige onkler, der overhovedet ikke har forstand på håndbold, og tænker, at det er en god idé.«

Den kritiske holdning bakkes op af Kristian Kjelling, der er kommentator for norske TV3, og som er tidligere storspiller på det norske landshold.

»Det er meget belastende for spillerne, og der kommer til at være ramaskrig over den beslutning. Det er ødelæggende at kampene ligger så tæt.«

NRKs ekspertkommentator, Håvard Tvedten, der ligeledes er tidligere håndboldspiller, er enig i den betragtning.

»Det er latterligt af Det Europæiske Håndboldforbund at gå med til det her. Effekten så vi her til aften, det var en dårlig spillet kamp.«