Spillerne vidste det godt. Elefanten i rummet var ikke til at ignorere.

Selvom det var Jesper Jensens første træning som landstræner, så var det ikke den nye chef, de første spørgsmål drejede sig om.

De var derimod rettet mod fraværet af Stine Jørgensen.

Det seneste årtis største danske stjerne – og det altdominerende omdrejningspunkt under Klavs Bruun Jørgensen – manglede, da de rød-hvide håndboldkvinder mandag mødte op i Vejen Idrætscenter til den første landsholdssamling siden VM-skuffelsen i december.

Claus Fisker

Stine Jørgensens spektakulære exit fra landsholdet blev rullet i gang, da Jesper Jensen i marts valgte at vrage anføreren til sin allerførste samling, som corona-pandemien dog endte med at få aflyst.

Forud for denne samling var det så Stine Jørgensen, som meddelte, at hun ikke længere havde lyst til nationalmandskabet og derfor holder 'pause på ubestemt tid'.

En beslutning, der ærgrer hendes mangeårige holdkammerat Anne Mette Hansen.

»Jeg kan godt følge hende, hvis hun ikke har den der ekstra gnist, der skal til for at spille på landsholdet. Så det har jeg egentlig respekt for, at hun siger fra på grund af. Men jeg er da mega ærgerlig, fordi hun jo er en spiller, som betyder meget, så der er jo nogle andre, der skal steppe op,« siger hun.

Den holdning deler erfarne Lotte Grigel, der samtidig påpeger, at den offentlige debat om Stine Jørgensen og det enorme ansvar til tider har været afsporet.

»Stine har været en helt vildt vigtig figur for landsholdet i lang tid. Hun har taget virkelig meget flot ansvar. Der er blevet sagt mange hårde ting om det (Stine Jørgensens ansvar, red.), og det er jeg ikke enig i. Jeg synes, det har været et super flot stykke arbejde, hun har gjort for landsholdet,« fastslår Lotte Grigel, som dog erkender, at det kan have haft en påvirkning på nogle af de øvrige spillere.

»Så kan det godt være, der er nogen, der siger: 'Okay, hvis hun tager så meget ansvar, så kan det godt være, jeg ikke behøver så meget.' Men der er syv spillere på banen, så det er vigtigt, at alle kommer frem, og det har Jesper også gjort helt klart, at det er alfa og omega, at folk træder i karakter. Så det skal man bare fra nu af,« siger Grigel, mens Mie Højlund supplerer:

»Stine har jo haft en kæmpe stor betydning på holdet. Hun har været anfører og haft meget at skulle sige. Jeg tror, det bliver en omvæltning for os spillere nu. Der er flere, der skal stå frem og sige deres mening. Vi skal oppe os på nogle områder. Men jeg tror, der er god mulighed for, at det kan være med til at udvikle alle,« lyder det fra Højlund.

Der blev holdt behørig corona-afstand under mandagens presseseance med landsholdet. Her interviewes Lotte Grigel.
Der blev holdt behørig corona-afstand under mandagens presseseance med landsholdet. Her interviewes Lotte Grigel. Claus Fisker

Dermed bakker spillerne altså op om Jesper Jensens ønske at uddelegere ansvaret. Noget han har italesat, lige siden han blev præsenteret.

Der er konsensus om, at det kan løfte holdet, at flere kokke får noget at skulle have sagt.

Men derfor kan chefkokken alligevel godt blive savnet, understreger stregspiller Sarah Iversen.

»Først og fremmest er det vores anfører, vi nu har mistet. Det er en spiller, som har fyldt meget, og som har taget ansvar og er gået forrest. Lige nu er der ikke en ny anfører, så det hele er lidt uvist. Det er klart, hun vil blive savnet. Hun har jo været her på holdet altid. Jeg har selv spillet med hende, siden jeg var U15-spiller,« siger Sarah Iversen og fortsætter:

»Uden for banen var hun bare skide sjov. Hun er en stor personlighed og var god til at samle os. Nu er det en ny træner, som er kommet til, og det kan godt være, man slet ikke lægger mærke til det. Men det vil undre mig, hvis man ikke en gang imellem kommer til at savne hende lidt. Det er en stor profil, der har valgt at stoppe – og så må vi jo se, om hun vælger at komme tilbage på et tidspunkt.«