Hun var tydeligt skuffet. Præcis ligesom resten af holdet.
For Stine Jørgensen var det også den slukkede OL-drøm, der gjorde mest ondt efter opgøret mod Serbien.
Kampen, hvor anføreren store dele af tiden sad på bænken, endte 26-26, og det var akkurat et mål for lidt set med danske briller.
Derfor må Stine Jørgensen sammen med resten af holdet sætte sig på et fly til Danmark uden hverken medaljer, en OL-kvalifikation eller en plads i top otte i bagagen.
Hvad er din reaktion på det hele?
»Ked af det og enormt skuffet.«
Hvad bliver forklaringen på, det bliver så marginalt - hvad er det sidste, der mangler?
»Det bliver en kamp med enormt meget nerve i, som er mega svært at spille med under sådan en kamp. Vi spiller ikke vores bedste håndbold. Jeg synes ikke, vi spiller en særlig god første halvleg men hænger alligevel i. Anden halvleg spiller vi bedre, men de får lov at lave for mange mål i midten. Vi står jo og aftaler, hvad vi gerne vil have dem til, og de aftaler holder vi overhovedet ikke. Det koster dyrt og skaber nogle frustrationer.«
Overtalsspillet har knebet de sidste par kampe. Hvad tror du er årsagen?
»Jeg ved det ikke. Usikkerheden er sneget sig ligeså stille ind. Vi starter med fint overtalsspil i turneringen, men så sniger der sig en usikkerhed ind, fordi vi begynder at lave nogle fejl og spille forkert på det.«
Der er blevet snakket meget om det mentale. Noget spiller jer et puds. Er det også din fornemmelse?
»I dag synes jeg godt nok, der var meget mentalt, man skulle have styr på. Ellers synes jeg egentlig, vi har været okay til at holde styr på. Der har været meget på spil. Det er svært at spille med. I dag synes jeg, det fik lov at fylde for meget, selvom det er svært at undgå.«
Du sidder en del på bænken i dag. Har du fået en forklaring - du er jo en af de rutinerede?
»Det er fuldstændig Klavs, der styrer, hvem der spiller, og det har jeg fuld tiltro til. Jeg vil bare holdet det bedste, og at vi skal vinde.«
Men det er vel frustrerende?
»Jo. Selvfølgelig vil man gerne bidrage, men så må man bidrage med det, man kan. Og komme ind med gejst når man bliver sat på banen.«
Hvad har det været for en slutrunde for dig personligt?
»Egentlig er det ikke noget, der fylder for mig lige nu. Det, der fylder lige nu, er, at OL det glipper. Det var et mål og en kæmpe drøm for os allesammen. Den er ødelagt lige nu, og havde det nu bare været sådan, at man kunne kvalificere sig til OL næste år, havde det været noget andet. Men der er fire år til.«
Hvor længe kommer sådan en kamp til at nage?
»Længe, tror jeg. Jeg tror, man vil huske den hele sin karriere. Især når den ender, som den gør.«
Klavs ville gerne spille syv mod fem i overtal, men du havde sagt på tv, at du var uenig, at I skulle køre det, som I plejede?
»Ja. Jeg tænker bare, at hvis man først føler sig usikker, når man spiller en mand i overtal..Så at være to i overtal og lave en fejl, som vi gør, så kan jeg ikke forestille mig, det bliver endnu mere sikkert. Det var den holdning, jeg havde til det.«
Kan du godt se fire et halvt år frem i din karriere - til næste OL?
»Nej. Lige nu prøver jeg bare at se et par timer frem, og se hvordan vi skal komme hjem og videre.«
Har du prøvet noget værre som landsholdsspiller?
»Da vi glippede OL sidste år, syntes jeg også, den var hård. Der spillede vi endda kvalifikationen. Ja, de her OL-scenarier er dæleme bare hårde.
I forlader et VM nu, hvor I vundet over to af de store (Frankrig og Holland, red.), I taber to kampe (til Tyskland og Norge, red.) og får kæmpet jer tilbage mod Serbien, men I står med sorteper. Hvilken følelse er det?
»Det er også lidt sindssygt, ikke? At man kan have en resultatliste, der ser sådan ud og så alligevel ikke være videre. Men jeg føler også lidt, det nogen gange er vores historie på det danske landshold. Det kan ikke nytte noget at pive over det. Vi har haft vores muligheder, og der er ikke noget at gøre ved det.«
