Team Esbjerg var uden sin store stjerne og ramte ikke topniveau, da klubben søndag mødte Dortmund i Champions League. Men det betød ikke alverden.
Den stærke vestjyske håndboldklub vandt nemlig uden problemer med 31-24 over tyskerne, som har den tidligere Esbjerg-spiller Kaja Kamp i truppen.
Særligt de to keepere Katharina Filter og Anna Kristensen strålede i søndagens opgør, hvor de i hver sin halvleg stod med redningsprocenter på over 50 bag en stærk forsvarskæde.
Sejren betyder, at Esbjerg holder fast i sin fjerdeplads i Champions League-gruppespillet, hvor de to bedste hold stryger direkte i kvartfinalerne, mens holdene placeret fra nummer tre til seks skal spille playoff.
Esbjerg var søndag taget til Dortmund uden Henny Reistad, der i topbraget mod Odense Håndbold tidligere på ugen pådrog sig en rygskade.
Derfor var vestjyderne altså uden deres allerstærkeste spiller, men det gik helt uden problemer. Esbjerg er da også begunstiget af en meget bred bagkæde, som rummer blandt andre Nora Mørk og Michala Møller.
Det var dog ingen af dem, der strålede før pausen, hvor Esbjerg grundlagde sin sejr. Det var derimod den tyske landsholdskeeper Katharina Filter, som var i et gevaldigt spillehumør mod sine landsmænd.
Hun pillede således flere kæmpe chancer og gik til pause med en redningsprocent på over 50.
Esbjerg førte med beskedne fire mål efter første halvleg, hvor den vestjyske offensiv ikke ligefrem havde imponeret. Det blev et nøk bedre på den anden side af pausen, men igen tillod Esbjerg sig at holde en længere scoringspause.
En kort overgang lugtede Dortmund blod, men Anna Kristensen kom ind mellem stængerne og lukkede af, mens de rutinerede offensive stjerner fandt melodien igen.
/ritzau/
