I kølvandet på VM-nedturen onsdag aften lå det Helle Thomsen meget på sinde, at de danske håndboldkvinder skulle have ros.
Det har nemlig ikke været nemt at være på det danske landshold, sagde hun.
Allerede flere måneder før slutrunden stod det klart, at rygraden på landsholdet var flået ud, og efterhånden som slutrunden nærmede sig, blev truppen tilmed ramt af et par nyreslag.
Graviditeter og sidste øjebliks skader amputerede landsholdet, som den spritnye landstræner dermed måtte genopfinde med nye landsholdsspillere, der endnu var våde bag ørerne.
Men netop det, at unge og nye kræfter har fået chancen for at opleve en slutrunde, skal bruges som grundlag til at bygge de kommende års landshold. Det var i hvert fald et af budskaberne fra en af de helt unge på holdet.
- På den lange bane betyder det sindssygt meget, lød det fra 21-årige Julie Scaglione, der i Holland for første gang virkelig gjorde sig gældende ved en slutrunde, efter at hun debuterede ved et mesterskab i 2023.
- Jeg kan kun tale for mig selv, men for mit eget vedkommende betyder det virkelig meget at være med til de her slutrunder og få noget erfaring og i det hele taget få lov til at spille og ikke bare se kampene fra bænken, som jeg gjorde i 2023.
- Man kan bare håbe på, at det på den lange bane bliver rigtig godt, siger bagspilleren, som ved VM udmærkede sig med nogle kvaliteter, som det danske landshold ikke har besiddet i mange år.
At Danmark overhovedet kunne nå kvartfinalen var imponerende, mener rutinerede Anne Mette Hansen, som har været blandt de allermest erfarne på togtet til Rotterdam.
- Jeg synes, vi står et godt sted i forhold til de kommende år. Alle de unge, der er kommet ind, har gjort det sindssygt godt. Det er ikke let at spille et mesterskab.
- Det er ikke mange landshold, der kan tage otte stamspillere ud og så nå kvartfinalen, siger Anne Mette Hansen.
Ifølge landstræneren har slutrunden i Holland dog bevist, at reserverne endnu mangler noget for at være på niveau med spillere som Sarah og Rikke Iversen, Mie Højlund, Mette Tranborg og Kathrine Heindahl, som er blandt de spillere, der missede slutrunden af forskellige årsager.
- Vi har fået nogle spillere ind, som er kommet lidt tidligere med, end de måske burde. Og det har vist, at vi og de helt unge har et stykke op til de bedste, siger Helle Thomsen.
Hun fremhævede især spillernes optimisme og vilje til at give alt, hvad de havde i sig, og den del skal også være med til at løfte holdet fremover.
- Vi har haft en god atmosfære, og vi har kæmpet. Det kan vi tage med videre, siger Helle Thomsen.
Samme analyse stod Julie Scaglione med efter nedturen i Rotterdam.
- Vi har været rigtig mange nye, så vi vidste godt, det ville blive svært. Men mentaliteten har været virkelig god op til og under slutrunden. Vi har kæmpet for at stå i kvartfinalen og troede også på, at vi kunne komme længere.
- Vi har vist, at vi står sammen, når det bliver svært. Alle kigger hinanden i øjnene og kæmper for at komme tilbage i kampene, og man kan se i øjnene på folk, at der ikke er nogen, der giver op, siger Julie Scaglione.
Danmarks næste landskampe ligger engang i det nye år. Og om et år gælder det EM, hvor hele fem lande er værter.
Til den tid vil flere af de erfarne spillere være tilbage i fuld vigør, og det bliver derfor spændende at se, om vi får mere at se til brandslukkere som Sofie Bardrum, Laura Borg og Amalie Milling, som trods status som mesterskabsdebutanter har vist, at de kan stoles på.
/ritzau/
