En kæmpe skandale har ramt norsk håndbold midt under håndbold-EM i Kroatien, og det tager de danske håndboldpersonligheder nu stilling til.

Skandalen ramte, da den kvindelige landsholdsstjerne Nora Mørk offentligt luftede sin mistanke mod spillere på det norske herrelandshold for at være i besiddelse af private billeder af hende, efter hendes telefon i efteråret var blevet hacket.

Både Danmark og Norge spiller lige nu med om guldmedaljerne ved EM-slutrunden i Kroatien, men Dansk Håndbold Forbund har ikke i sinde at undersøge danske spillere for besiddelse af Nora Mørks personlige billeder.

»Vi holder os ude af det. Der er ingen grund til at begynde at bruge kræfter på det. Jeg synes, at det væsentligste er, at vi holder fokus på det, vi er hernede for - nemlig at spille håndbold,« siger sportschef i DHF, Morten Henriksen.

Han fortæller også, at hverken DHF eller han blander sig i sagen, da det er et norsk anliggende.

LÆS OGSÅ: Håndboldskandale tager ny drejning: Spillere har delt private billeder - nu går det ud over dem selv

Det er jo ikke noget, der er sket under EM nødvendigvis, så det kan også være sket ude i klubberne. Er I ikke bekymrede for, at det også pludselig bliver en sag på jeres hold?

»Nej, jeg oplever, at vi har fuldt fokus på det, vi skal. Lige nu drejer det sig for os om at være skarpe frem mod den næste kamp og i det hele taget på den her slutrunde. Så nej, det er ikke noget, vi bruger kræfter på,« siger Morten Henriksen.

Flere af de norske herrelandsholdsspillere tjener til daglig deres løn i den danske håndboldliga.

GOG har fire norske spillere på holdkortet, hvoraf to af dem er i Kroatien med Norges landshold. Og heller ikke i GOG har man umiddelbart tænkt sig at gøre noget ud af sagen.

»Lige nu har jeg ikke noget dokumentation for, at mine spillere har gjort noget forkert, og derfor har vi ikke tænkt os at gøre mere ud af det. Så er det klart, at hvis der sker en udvikling i sagen, skal der gøres noget. Men ikke som det ser ud nu,« siger Kasper Jørgensen, der er direktør i GOG, og tilføjer.

»Hele sagen kom mig først for øre tirsdag, da det kom ud i pressen. Jeg læste en udtalelse fra direktøren fra Norges Håndbold Forbund, hvor han sagde, at sagen skal varetages i landet og ikke i klubberne. Hvis det var noget, der var sket på vores hold, så havde det været en anden sag.«

LÆS OGSÅ: Kæmpe håndboldskandale: Stjernespillers private billeder går på omgang på herrelandshold

Nora Mørk fik viden om, at hendes private billeder angiveligt florerede blandt de mandlige håndboldspillere, fordi en spiller fra det norske landshold tog kontakt til hende med informationerne.

Hun fortæller, at den eneste grund til, at sagen blæser op nu netop under herrernes EM-slutrunde, er, at det norske håndboldforbund har håndteret sagen dårligt.

Nora Mørk har truet håndboldforbundet med at forlade kvindernes landshold, hvis hun ikke får en offentlig undskyldning.

»De har fortalt mig, at det ikke er hensigtsmæssigt at komme med en offentlig undskyldning, men at jeg kan få den privat. Men for at jeg skal kunne komme videre, så er det vigtigt for mig at få, fordi jeg føler mig alene. Forbundet forstår, at jeg er blevet seksuelt chikaneret, siger de, men at jeg skal vente, fordi herrelandsholdet spiller EM nu,« sagde Nora Mørk ifølge VG.