Hjernerystelser skal behandles bedre i dansk idræt. Nu vil Dansk Idrætsforbund, DIF, gøre noget, og det sker til foråret med en hjernerystelses-kampagne.

Selv om forskning ikke kan give det endelige svar på, hvordan en hjernerystelse bedst behandles, og på trods af at hjernerystelser ifølge DIF ikke er et stigende problem i dansk idræt, reagerer forbundet nu på de mange hjernerystelses-historier, som har ramt medierne det seneste år.

»Vi skelner mellem to typer af hjernerystelser; den milde og den komplicerede. Den milde er den, hvor du med den rette behandling er tilbage på 100 procent i løbet af ca. to uger. Det er 90 procent af dem, der får en hjernerystelse. Så er der de 10 procent tilbage, og det er dem, der fylder hele mediebilledet. Det kan udvikle sig til et virkelig stort problem for dem, og det er ikke enkelt at sige, hvad de skal gøre, for der er ikke ens retningslinjer for det. Det er dem, vi kalder den komplicerede hjernerystelse,« siger Nina Bundgaard, der er DIFs ekspert på området og selv sidder med i gruppen af sundhedsfaglige eksperter.

Læs mere i BT's dækning af hjernerystelser i dansk håndbold her:

Og noget tyder på, at indsatsen mod hjernerystelser har været savnet blandt de danske breddeklubber.

»Vi har haft det til test ude i klubberne, og de siger, at det er lige det, de har manglet. Vi ved også godt, at det er idrætsudøvere, vi har med at gøre, og de har jo ikke altid tålmodighed til at  gå og vente på at blive raske. De vil videre med deres idræt. Og det er en af udfordringerne, at mange forcerer det forløb. Vi prøver her at beskrive, at du ikke må gå videre hvis du får bivirkninger af det, eller det forværrer dine symptomer,« siger Nina Bundgaard.

Kampagnen er rettet mod breddeidrætten, men det er de samme værktøjer, som kunne være brugt, da Louise Svalastog i sin tid fik sin første hjernerystelse. Og København Håndboldspilleren er meget begejstret for det kommende tiltag.

»Jeg synes, at det er helt fantastisk, at der endelig kommer noget fokus på det. Det er rigtig glædeligt, at man ønsker at gøre noget ved det her problem. Ikke kun inden for vores sportsgren, men inden for forskellige sportsgrene er hjernerystelse et stort dilemma. Når det nu er idræt, vi beskæftiger os med, er det vildt fantastisk, at DIF går ind og gør noget aktivt,« siger Louise Svalastog, der dog samtidig håber, at det er kompetente mennesker, der står bag retningslinjerne, da hun selv har oplevet på egen krop at få svar i forskellige retninger.

»Det er superfedt, at der kommer fokus. Så er næste spørgsmål bare, hvem de eksperter er. For det er simpelthen så afgørende, at det er nogle, der ved, hvad de snakker om. I mit dilemma er der virkelig mange, der har haft en holdning til mig og til det, jeg gør. Det er virkelig en jungle, så det er smadder vigtigt, at det er nogle, der er kompetente til at forholde sig til det. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de nok skal vælge de rigtige at henvende sig til,« siger Louise Svalastog.