Så bliver det ikke mere topkamp lige nu. KIF Kolding København mod Skjern. De to eneste hold i Håndboldligaen med maksimumpoint efter seks kampe. Det ene det bedste hold til at forsvare sig. Det andet med rækkens mest scorende angreb.

Der var dermed lagt op til et tæt og medrivende opgør i en kulisse, der denne tirsdag aften var Brøndby Hallen med plads til omkring 5.000 tilskuere. Og der var godt fyldt op, selv om menuen på den københavnske vestegn bød på noget, der kunne minde om et jysk lokalopgør.

Men kvalitet fornægter sig ikke, og de mange, der valgte at lægge vejen forbi Brøndby Hallen fik da også en intens kamp med to hold, der viste, at de lige nu repræsenterer det bedste, dansk klubhåndbold på herresiden kan tilbyde.

En Bo Spellerberg og en Kasper Søndergaard i forrygende form på hvert sit hold. En Joachim Boldsen som højre back i angrebet, i hvert fald til at begynde med, fordi begge klubbens venstrehåndede bagspillere, Kim Andersson og Kasper Irming, er skadede, og den mest naturlige afløser, Lasse Boesen, heller ikke er fit for fight, selv om han var skrevet på holdkortet.

Med så markante skadesproblemer er det imponerende, at hjemmeholdet alligevel kom så stærkt ud af første halvleg mod et fuldtalligt Skjern-hold, der ellers virker meget skarpsleben lige nu.

Især to ting gjorde, at KIF kunne gå til pausen foran 18-15. En letflydende KIF-kontrafase med Torsten Laen som spydspids, som ramte Skjern dér, hvor de ellers selv plejer at være stærkest. Og så en Lasse Andersson, der trådte i karakter som afslutter, da Skjern havde fået nok af at se Bo Spellerberg lege kispus med det vestjyske forsvar og valgte at mandsopdække ham.

Efter pausen faldt det spillemæssige niveau noget. Lasse Andersson blev mere neutral, og topspillere som Skjerns Daniel Svensson og Claus Møller Jakobsen samt KIFs Albert Rocas og Kasper Hvidt kom aldrig rigtig i gang. Men intensiteten blev fastholdt, og publikum fik nu en drabelig fight om førstepladsen i Håndboldligaen.

Bo Spellerberg slap for sin personlige 'overfrakke' og førte igen an med sprudleriet hos KIF, mens Henrik Møllgaard nu viste klasse hos Skjern. Og da ingen af de to hold kunne finde den joker, der kunne trumfe et afgørende forspring igennem, blev den tæt afslutning, der var lagt op til fra start.

I en helt lige og hektisk slutfase blev KIFs Lasse Andersson den, der leverede det afgørende gennembrud og målet til slutcifrene 29-27 i hjemmeholdets favør godt ét minut før tid, som sikrede KIF Kolding København en fortsat status som ubesejret med maksimumpoint, mens Skjern må vente på revanche, indtil de to hold mødes igen på vestjydernes hjemmebane.