Håndboldeventyret i Herning og sidenhen Oslo har også været en underlig oplevelse for Danmarks tredobbelte verdensmester Magnus Landin.
For normalt plejer han at dele triumferne sammen med storebror Niklas Landin.
Men den danske succesmålmand landsholdspensionerede sig efter sommerens OL-guld - og nu er Magnus den eneste Landin på det danske landshold.
»Ja, det har været specielt. Det har været noget andet og lidt ... specielt. Jeg har jo ikke været vant til at være på landsholdet uden ham. Jeg har lige skullet vænne mig til, at han ikke er en del af det længere,« fortæller Magnus Landin og tilføjer:
»Det var især specielt, da vi holdt jul sammen - og derefter skulle hvert til sit. Vi plejer at aftale at skulle følges til træningslejr. Men denne her gang skulle de på ferie, og jeg skulle møde ind i lejren alene.«
Men selvom Niklas Landin ikke er en del af landsholdstruppen, har han stadig fyldt en god portion af Magnus Landins VM-hverdag.
»Ja, vi taler sammen stort set hver dag. Han synes, at det har været rigtig flot. Og sent fredag efter semifinalen skrev han også, at 'hold da op, hvor er I bare gode,« fortæller lille-Landin, der dog ikke tror, at storebror har fortrudt sit landsholdsstop.
»Ej, det ved jeg ikke. Han har også vundet sit. Jeg tænker, at han står ved sin beslutning.«