Du kan godt forberede dig på et stort håndboldbrag lørdag klokken 18.

Det gør de i hvert fald i den grad i Spanien, hvor frygten er voldsom i timerne op til opgøret mod Danmark.

Den sydeuropæiske nation har kniven for struben inden mødet med Nikolaj Jacobsens håndboldtroldmænd, og i det store sportsmedie Marca ryster man i bukserne.

'Det værste venter endnu for 'Hispanos' i den voldsomt svære gruppe 1, hvor flere favoritter til podiet vil sige farvel til kampen om medaljerne,' skriver mediet om opgøret med danskerne.

Aftenens modstander bliver omtalt som det 'frygtede Danmark,' hvor det bliver påpeget, at de rød-hvide er regerende olympiske mestre har tre VM-titler med i kufferten.

Den dårlige nyhed for Spanien er jo faktisk, at det er slet og ret løgn. For Magnus Saugstrup og kompagni har rent faktisk har vundet de seneste fire VM-trofæer.

'Det er uden tvivl planetens bedste landshold, fyldt med stjerner som Mathias Gidsel, den bedste spiller på kloden, og Emil Nielsen, verdens bedste målmand,' forklarer Marca også.

Samtidig frygter man kulissen i Boxen i Herning, hvor den intense stemning med 15.000 ellevilde danske fans fremhæves.

Det kræver ifølge mediet en 'episk' kamp af spanierne, der har alle odds imod sig forud for aftenens kamp.

Du kan følge opgøret mellem Danmark og Spanien live her på bt.dk.