Sønderjyskes Olivera Kecman stopper som cheftræner og sportschef til sommer, og Peter Nielsen tager over.

Sønderjyskes håndboldkvinder får ny cheftræner og sportschef.

Det skriver Sønderjyskes Damehåndhold i en pressemeddelelse tidligt torsdag morgen.

Det bliver Peter Nielsen, der tager over, når Olivera Kecman stopper som cheftræner og sportschef til sommer.

Peter Nielsen er assistenttræner i klubben.

Bestyrelsesformand Hans Henrik Damgaard glæder sig over, at afløseren for Kecman allerede nu er kørt i stilling.

- Peter Nielsen har været i klubben i fire måneder, og han har fra første dag vist, at han er et stort trænertalent.

- Nu gør han sæsonen godt færdigt sammen med Olivera Kecman, og så bliver det hans tur til at stå i spidsen for holdet på den anden side af sommerferien, siger Hans Henrik Damgaard i pressemeddelelsen.

Peter Nielsen selv er stolt over, at han efter kort tid i klubben til sommer bliver forfremmet.

- Jeg ser det som et stort skulderklap. Jeg gik fra banen til bænken i sommer, og jeg har hurtigt mærket, at det her var noget for mig, siger Peter Nielsen.

Peter Nielsen har gennem flere år spillet for Fredericia HK.

Hans nuværende kontrakt som assistenttræner løber sæsonen ud, og han er herefter ansat på en toårig kontrakt.

Sønderjyskes håndboldkvinder spiller i den næstbedste danske række. Holdet ligger nummer fire med 12 point op til nummer et, Vendsyssel.

/ritzau/